Gang i opgradering ved Sløjfen

05.03.2024
Spadestik ved Sløjfen i Hadsten
Spadestik ved Sløjfen i Hadsten
Spadestik ved Sløjfen i Hadsten

Med dagens 1. spadestik er der nu for alvor sat gang i forskønnelsesprojektet på pladsen ved Sløjfen i Hadsten. Flere trodsede den kolde blæst og deltog i arrangementet, hvor Skafferiet efter taler og sang bød på sødt, varmt og bobler. 

Erling Kvist Andersen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, holdt tale, og det samme gjorde Michael Jensen, formand for Sløjfens bestyrelse.
 

Udvalgsformand Erling Kvist Andersen sagde blandt andet:
- Det er fair at sige, at pladsen aldrig har fået den store opmærksomhed. Den har været lidt tom og anonym, men det ændrer de kommende måneder helt sikkert på. Planen er, at vi får en plads, der arkitektonisk og i valget af materialer skaber en sammenhæng med Ernst B. Sunds Plads. Der kommer stier, græsbelægning, træer, små hække, plantekummer, belysning og terrasse til udeservering. Der bliver lavet små græstoppe, der inviterer til tumleleg for de mindste børn, og der bliver også plads til en amfiscene og en tribune, som spiller sammen med den nye trappe ned mod Lilleåen. 

Det er mit håb, at opgraderingen skaber spændende rammer for ophold og forskellige aktiviteter, så Sløjfen får endnu flere strenge at spille på som samlingssted i midtbyen.

Det er planen, at pladsen står klar til brug i juni, når ’SKRÅL – Favrskov Børnekulturfestival’ står i kalenderen 21. og 22. juni. 

Se skitseforslaget over pladsen