Godt nytår - læs borgmesterens nytårstale
Favrskov Kommune ønsker alle et godt nytår og håber, at 2025 bliver et positivt og minderigt år. Mens de sidste kalenderblade for 2024 bliver vendt, byder borgmester Lars Storgaard ind med sin nytårstale:
For mange mennesker rundt om på jorden har 2024 været et uroligt, usikkert og desværre også dødbringende år. Set i det lys kunne min nytårstale koges ned til én kort sætning:
Her går det heldigvis godt.
Men jeg tillader mig nu at sætte flere ord og nuancer på det, der har været vores hverdag og kommunale virkelighed i 2024 i Favrskov Kommune.
Vi har sagt goddag til et flot ombygget specialskoletilbud på Lilleåskolen i Laurbjerg, bygget om og til i flere daginstitutioner og fejret rejsegilde i institutionen Grønnebakken i Hadsten, så vi kan tilbyde pasning til kommunens yngste borgere.
I den anden ende af livet - på ældreområdet - har vi haft første spadestik til et nyt plejecenter i Hadsten. Vi har byggegrunde til salg i eksempelvis Lading, Hammel, Thorsø og Ulstrup, og private jordejere har sat gang i et stort boligprojekt i Hinnerup Nord.
Så der er udvikling i hele kommunen. Med beslutningen om at bygge en ny skole i Korsholm kommer det område også til at udvikle sig i de kommende år. Efter planen tager vi det første spadestik til skolen i 2026.
I 2024 har jeg brugt tid på at besøge kommunens arbejdspladser for at få indblik i stedernes vilkår og tale med ledere og medarbejdere om deres hverdag. Over 150 besøg på større og mindre private virksomheder er det også blevet til, siden jeg tiltrådte som borgmester. Det er vigtige besøg med dialog og indsigt.
Alle borgere i Favrskov er ikke lige vilde med de beslutninger, vi træffer i byrådet, og det er forventeligt. Placeringen af en genbrugsplads mellem Hinnerup og Hadsten og planer om en solcellepark ved Nr. Galten sætter lige nu gang i sindene og dialogen. Det er på mange måder godt og sundt for demokratiet.
Som jæger og naturmenneske er solcellepaneler på markerne heller ikke min livret, men det er vigtigt, at vi også i Favrskov arbejder for ambitionen om at blive CO2-neutrale.
Jeg glæder mig over, at et enigt byråd står bag det seneste budget for 2025. Det er solidt politisk håndværk. Vi har også leveret en solid indsats i forhold til at få Christiansborg til at arbejde på en ny og mere retfærdig udligningsreform, og det har vist sig, at det nytter at kæmpe sammen med andre kommuner.
2025 bliver præget af en anden kamp – nemlig valgkamp op til kommunalvalget 18. november. Trods valgkamp håber og tror jeg på, at vi kan bibeholde det gode samarbejde i byrådet. Det er til gavn for Favrskov.
2025 bliver også præget af reformer. Folketinget har vedtaget en ældrereform, en sundhedsreform og en aftale om grøn trepart. Flere reformer er også på vej på området for ungdomsuddannelser samt for arbejdsmarked og jobcentre. Det får stor betydning for arbejdet i Favrskov Kommune i det nye år.
For mig har 2024 også været fyldt med hyggelige besøg hos borgere med særlige mærkedage som krondiamantbryllupper – det sætter jeg stor pris på. Lykkeliga-holdet fra Hadsten sang i juni fødselsdagssang for mig til et stævne, og som en tidlig julegave fik jeg en klubtrøje af Hammels Lykkeliga-hold. I december har jeg desuden nydt at tænde lysene i juletræer sammen med børnene i nogle af vores byer.
Det er gode minder at runde 2024 af med, og så glæder jeg mig til at tage hul på 2025 – godt nytår til alle!