Hånd i hånd med Keld og Hilda



Keld og Hilda Heick er rejsende i sang, musik, livsglæde, minder og gode fortællinger. Alt det plus deres hund har de med, når de i disse dage besøger seks forskellige plejecentre i Favrskov Kommune.
Midler fra seniorfrivilligpuljen har gjort det muligt at engagere det populære par til at give koncerter på plejecentrene. På Solhøj blev det til to koncerter med nogle timers mellemrum, så de fik stillet et værelse til rådighed.
- Vi er blevet så forkælet her på Solhøj med smørrebrød og kaffe, og alle er så hjælpsomme. Igennem mange år er vi kommet rundt til mange forskellige plejecentre, og vi oplever, at det er flotte steder med et hjælpsomt og tålmodigt personale. Vi har endda fået et diplom fra friplejehjemmet Himmelev Gl. Præstegård i Roskilde, hvor der står, at de har en plads til os, hvis vi skulle få brug for det, fortæller Keld og Hilda Heick i en pause før dagens sidste koncert på Solhøj.
Deres hund har taget plads i deres bil på parkeringspladsen, for den vil være sikker på, at den kommer med retur, siger de.
Et potpourri af Giro 413-sange, filmsange og flere Four Jacks-sange venter publikum på Solhøj og ikke mindst sangen ’Vi skal gå hånd i hånd’.
- Det giver livsglæde at komme rundt og synge for folk, mærke deres glæde og snakke med dem. Nogle vil have taget billeder sammen med os, og det er helt fint. Og så finder de ud af, at vi er helt almindelige mennesker, og så bliver det til endnu mere snak og smil, lyder det fra Keld og Hilda, der på Solhøj også oplevede et publikum, som sang og nynnede med.