Innovationsforløb med kreative løsninger og grøn omstilling
Oversvømmelser er desværre ikke et særsyn, og 5. eller 6. klasserne på alle folkeskoler i Favrskov Kommune har på deres innovationsforløb forholdt sig meget konkret til, hvordan Solby anno 2150 skal være efter at have været oversvømmet.
Eleverne har lavet korte film om livet i byen, hvor der blandt andet er fokus på, hvordan du bor, transporterer dig, energi, affald, og hvad du kan lave i byen.
De deltagende klasser fra mellemtrinnet har dystet mod hinanden, og vinderne blev 6. A fra Østervangskolen i Hadsten. De løber med sejren, fordi de har lavet en fin fortælling omkring Solby 2150 med flere innovative løsninger, og de har reflekteret over deres arbejdsproces. Det var blandt andet nogle af de opstillede krav til deres pitch. De sætter også grøn omstilling på dagsordenen med denne beskrivelse: ’… sidder i vores park til lyden af grøn energi’.
Jess Egedal Lind er lærer på Østervangskolen i Hadsten, og han har arbejdet med 6. A i forbindelse med innovationsforløbet.
- Det har været spændende at se, hvordan eleverne har arbejdet med Solby. For 6. A har det været en rigtig god oplevelse at arbejde med et fiktivt narrativ, der er koblet sammen med virkelige problemstillinger. Det har givet dem en mulighed for at udvikle relevante idéer samtidig med, at fantasien fik frit spil. De har blandt andet arbejdet med det digitale værktøj skole-GPT. Det har fungeret som en sparringspartner, der kunne hjælpe dem med at forfine idéer, kombinere forskellige tanker og sætte ord på noget, de havde svært ved at konkretisere. Det har gjort processen mere legende og interaktiv, også i de faser, der ellers kan være sværere at komme i gang med, forklarer Jess Egedal Lind.
På 2. pladsen er 4.-6. klasse fra Lilleåskolen i Laurbjerg, og 5. C fra Haldum-Hinnerup Skolen indtager 3. pladsen.
Der er 500 kr. til vinderklassen, 300 kr. til nr. to og 200 kr. til 3. pladsen.