- Jeg hjælper med overblik og koordinering
Marie Nedergaard er nyansat hjernerystelseskoordinator i Favrskov Kommune. Hun har haft en lignende stilling i Randers Kommune, så hun ved, at det handler om at få fat i de ramte borgere så tidligt som muligt, så de kan få rettidig hjælp og komme tilbage på sporet.
Marie Nedergaard er allerede godt i gang med jobbet som hjernerystelseskoordinator i kommunen. Flere borgere er ramte efter en hjernerystelse, og heldigvis har de fået kontakt til Marie.
- Det handler om at hjælpe dem så tidligt som muligt, så de undgår at få langvarige senfølger. De skal have hjælp til at vende tilbage til hverdagen, og det skal jeg hjælpe dem med at lave en god plan for. Det kan nemlig være svært at lytte til sig selv, når man er i krise. Derfor hjælper jeg med overblik og koordinering, forklarer Marie Nedergaard.
Hun understreger, at der ikke findes ens forløb, for det er meget individuelt, hvad den enkelte har brug for. Rigtig mange, der får en hjernerystelse, kommer sig helt og finder tilbage til det liv, de kender.
- Jeg oplever, at der ofte kommer ro på, når de ramte har fået kontakt til mig, og sammen kan vi sætte relevante delmål og arbejde os frem imod, at de vender tilbage til hverdag og arbejde. Vi mødes efter behov. Det kan være hjemme hos borgeren, på arbejdspladsen, eller måske går vi en tur i skoven, mens vi snakker, fortæller Marie Nedergaard, der er uddannet socialrådgiver og har en kandidat i pædagogisk sociologi.
Ramte borgere kan henvende sig direkte til Marie Nedergaard, og det samme kan pårørende - for hele familien bliver netop ramt, når et familiemedlem får en hjernerystelse, siger Marie Nedergaard.
Kontakten til Marie kan også blive skabt via lægen eller sagsbehandleren på jobcentret.
Marie arbejder på at oprette et gruppeforløb for seks-otte borgere, hvor de i et seksugers forløb kan modtage undervisning i, hvad der er godt for dem i deres situation og samtidig møde andre ramte.
Kontakt til Marie Nedergaard:
[email protected] /mobil 21 57 53 98