Landsbyrådet i Favrskov støtter de lokale fællesskaber
12 landsbyer har fået økonomisk støtte med hjem til idéer i og omkring deres landsbyer. 10 landsbyer har hver fået 15.000 kroner til et kulturarrangement, som skal understøtte Favrskov Kommunes Kulturstrategi, som blandt andet handler om at styrke lokale fællesskaber og skabe nye aktiviteter.
Aktiviteter skabes nedefra i landdistrikterne
Anbæk lige syd for Hammel kunne efter Landsbyrådets møde gå hjem med 167.000 kroner til en ny aktivitetsplads, som skal give landsbyens mange borgere et sted at samles om at dyrke fællesskabet.
- I landdistrikterne skabes byrummet i høj grad af borgerne selv, og initiativet her i Anbæk viser, hvad ildsjæle kan udrette. Man giver simpelthen ikke op, siger Simon Buus Olsen, der er formand for Landsbyrådet.
Mens de i Anbæk drømmer om nye aktiviteter, har Vester Velling Idrætsforening et akut behov for støtte til kloakseparering, som for en lille forening er en meget stor udgift, man ikke kan slippe udenom. Foreningen har fået 12.000 kr. til formålet.
Lokaldysten vender tilbage
De seneste to år har Landsbyrådet og Favrskov Kommune støttet DGIs lokaldysten, hvor lokale landsbyer kæmper mod hinanden. Og det har været yderst populært at deltage, fordi eventet skaber et fantastisk fællesskab og sammenhold. Landsbyrådet besluttede derfor at støtte med 50.000 kroner i år, hvor man de foregående år har støttet med 25.000 kroner.
Landsbyrådet mener, at Lokaldysten er et godt initiativ. Det kombinerer motion, konkurrence og sammenhold på en fin måde. Og så kan alle være med, så landsbyernes repræsentanter har valgt at sige, at flere landsbyer skal kunne være med. Derfor er støttebeløbet fordoblet.
Se referatet fra Landsbyrådets seneste møde