Lokaldysten rundet af med flot vejr og rosende ord

25.09.2024
Lyngå vinder Lokaldysten
Lokaldysten i Lyngå
Kagemand til Lokaldysten i Lyngå

Lyngå er årets vinder af Lokaldysten i Favrskov, hvor i alt seks landsbyer deltog. Konkurrencen blev rundet af i den vindende landsby med taler og præmieoverrækkelse. 

Lokaldysten er en DGI-event, der går ud på at tilbagelægge så mange kilometer som muligt til fods, i løb eller på cykel inden for to timer. Lyngå indtog førstepladsen i Favrskov Kommune ved at tilbagelægge i alt 1.043 km fordelt til fods, i løb og på cykel, og det svarer til 5,32 km pr. indbygger. Houlbjerg kom på andenpladsen, mens Nr. Galten indtog tredjepladsen. Sammentællingen viser, at Lyngå er det næstbedste lokalsamfund ud af 29 lokaldyster på tværs af Østjylland – kun overgået af Nørager i Norddjurs. 

Med i konkurrencen i Favrskov Kommune var i år også Svenstrup, Lerbjerg/Svejstrup og Thorsø. 

Simon Buus Olsen, formand for Landsbyrådet og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, holdt tale ved præmieoverrækkelsen. Han sagde blandt andet:
- Det skaber i den grad positiv energi, når I som medborgere går sammen og bakker op om et projekt. Jeg vil gerne både anerkende og takke de frivillige kræfter, der har budt ind for at stable arrangementerne på benene i de enkelte landsbyer. I har tænkt motionen ind for alle generationer og samtidig haft øje for afviklingen, underholdningen, forplejningen og det at være fælles om noget. 

Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, gav i sin tale en opskrift på det gode liv:
- Vi ved, at kombinationen af motion og fællesskab er en af nøglerne til at forbedre sundheden og trivslen. Med i opskriften på det gode liv er helt sikkert samvær med andre og motion. Arrangementer som Lokaldysten understøtter netop målet om at styrke fællesskaberne gennem fælles motion, og landsbyerne er centrale i forhold til at få bevægelse ud i alle hjørner af kommunen.