Lungedagen er en god anledning til at få styr på din lungesundhed
20. november 2024 er der national lungedag, og igen i år bakker Favrskov Kommune op med et stort arrangement i InSide i Hammel. Forhåbentlig kan det være med til at sætte fokus på lungesygdomme og de tegn, man bør reagere på, før sygdommen for alvor tager fat, siger udvalgsformand Rikke Randrup Skåning.
Den tredje onsdag i november er der hvert år lungedag i hele landet, og lungedagen er netop en god anledning til at sætte spot på lungesundhed, viden om lungerne og forebyggelse af eventuelle sygdomme.
To ud af tre danskere reagerer ikke på tegn på lungesygdom. Eksempelvis lever 300.000-400.000 danskere med KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), og hver fjerde af dem reagerer ikke på forværringer.
Til lungedagen er der blandt andet mulighed for at få målt lungefunktionen (en test, der viser, om din lungefunktion er normal eller nedsat), få en kuliltemåling (kulilte opstår ved forbrænding af cigaretter, så hjerne, hjerte, lunger og muskler har mindre ilt til rådighed), høre om lungetræning og få inspiration til mad og drikke ved lungesygdom.
Rikke Randrup Skåning, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, håber, at mange borgere vil kigge forbi til arrangementet.
- Dagen er en mulighed for at få målt sin lungefunktion og høre om de muligheder, man har for at få støtte til at håndtere sin begyndende eller kroniske lungesygdom. Kommunens mange dygtige medarbejdere står klar til at tale med de fremmødte borgere, og det er en oplagt mulighed for at søge viden og gøre noget godt for din egen sundhed. Fra forskning ved vi, at man med fysisk aktivitet, den rette kost og evt. medicin selv kan gøre en del for at højne sin sundhed og livskvalitet, selvom man lever med en lungesygdom, understreger Rikke Randrup Skåning.
Lungedagen er gratis og kræver ingen tilmelding. I de sidste par år er mange borgere mødt op og søgt viden i de forskellige inspirationsstande.
Lungedagen foregår denne gang i InSide i Hammel, fortæller Christina Rubæk Amstrup, leder af afdeling for sundhedsfremme og forebyggelse i Favrskov Kommune:
- Der er stor interesse for dagen, så derfor holder vi det i InSide, hvor der er god plads. Vi opfordrer til at kigge forbi, hvis man oplever symptomer fra lungerne. Der er god grund til at få tjek på sine lunger, for der er som regel gode behandlingsmuligheder, og meget man selv kan gøre for at mindske symptomer og forbedre livskvaliteten.
Lungeforeningen påpeger, at du bør få tjekket din lunger, hvis du oplever et eller flere af disse tegn og har gjort det i længere tid:
- Hiver du efter vejret?
- Hoster du ofte, eller spytter du slim op?
- Hvæser din vejrtrækning?
Favrskov Lungekor deltager også på dagen, hvor de synger nogle sange, og de fremmødte kan synge med på nogle af dem. Desuden er der en quiz med fine præmier.
Lungedagen foregår onsdag 20. november 2024 kl. 14-17 i Store Sal i InSide, Dalvej 1 i Hammel.
Yderligere information:
Rikke Randrup Skåning, formand for Social- og Sundhedsudvalget, 23 84 34 47
Christina Rubæk Amstrup, leder af afdeling for sundhedsfremme og forebyggelse,
51 53 67 71