- Med prisen følger ros og anerkendelse

03.10.2024
Modtagere af handicapprisen i 2023
Handicapprisen 2023

Sidste år vandt trænerstaben bag Favrskov Fighters handicapprisen i Favrskov Kommune. Prisen gør, at vi er blevet set og har fået ros og anerkendelse, siger Lone Carstens, der er en af trænerne. Frem til og med 7. oktober 2024 er det muligt at indstille modtagere af Handicapprisen 2024. 

Da borgmester Lars Storgaard sidste år overrakte Handicapprisen 2023 til trænerstaben bag håndboldholdet Favrskov Fighters, udbrød der stor jubel i byrådssalen i Hammel. Den jubel er fortsat, for det har været stort for både trænere og spillere i Favrskov Fighters at vinde prisen, fortæller Lone Carstens, der er en af holdets trænere:
- Håndboldholdet er for børn og unge med handicap, og vi har oplevet, at med prisen følger der ros og anerkendelse. Vi er blevet set, og deltagernes stolthed over at høre til på et hold er bare vokset. Prisen har givet os omtale, så flere har fået øje på os. Og det er godt i forhold til at rekruttere flere spillere.

Med prisen fulgte der 5.000 kr., men Lone Carstens understreger, at det absolut ikke er pengene, der har været det største.
- Det er selvfølgelig rart, at vi kan bruge pengene på at få nogle fælles oplevelser, men det er rosen og anerkendelsen, der rykker noget. Vi får nye ideer til noget, vi gerne vil i gang med. Det er eksempelvis et ungdomshold, da vores spillere bliver ældre, og samtidig har vi øje for, at vi faktisk ikke oplever mobning blandt vores spillere. De passer godt på hinanden og ved, hvad omsorg er for en størrelse. Det er rigtig godt, at Handicaprådet i Favrskov Kommune uddeler denne pris, for den gør en stor forskel for modtagerne, og jeg håber, at rådet får nogle indstillinger at vælge imellem, siger Lone Carstens. 

Læs mere om Handicapprisen 2024 og husk, at indstillingsfristen er 7. oktober 2024