Nye byggegrunde til salg i Thorsø
Favrskov Kommune udbyder nu 23 nye byggegrunde på den populære udstykning Ridder Munks Vej i Thorsø.
De 23 nye grunde udgør tredje og sidste etape af Ridder Munks Vej, der er en kommunal udstykning i den nordlige ende af Thorsø.
Ridder Munks Vej ligger på kanten mellem by og land. Fra udstykningen kan du se ud over de åbne vidder mod nord, mens du mod syd har alle hverdagens bekvemmeligheder inden for gå- og cykelafstand.
Fra grundene på Ridder Munks Vej er der 500 meter til skole, SFO, boldbaner og sportshal, 1 km til Thorsø Børnehus og 1,5 km til gode indkøbsmuligheder i den lokale Meny. Byens populære friluftsbad ligger også inden for gåafstand.
De nye grunde udbydes til salg i et offentligt udbud med budfrist 23. oktober kl. 12.00.
På flyttilfavrskov.dk kan du læse mere om de nye byggegrunde i Thorsø, og om hvordan du indsender et bud.