Oplevelser og læring med kunst i børnehøjde

05.11.2024
Kunst i børnehøjde i børnehaverne i Favrskov Kommune
Kunst i børnehøjde i børnehaverne i Favrskov Kommune
Kunst i børnehøjde i børnehaverne i Favrskov Kommune

Syv børnehaver i Favrskov Kommune har de sidste måneder haft besøg af billedskolelærere i forbindelse med projektet ’Kunst i Børnehøjde’. Otte besøg er det blevet til hvert sted, og børnene har haft mod på at eksperimentere, fortæller Maja Landgren Germundsson, leder af Hammel Billedskole. 

Kunst rummer en særlig mulighed for at undersøge, sanse, udtrykke sig, skærpe forestillingsevnen og være sammen, og ved at inddrage kunstaktiviteter i daginstitutionerne er der opstået nye muligheder for, at børnene har kunnet afprøve forskellige kunstneriske metoder og eksperimenter, fortæller Maja Landgren Germundsson, leder af Hammel Billedskole og fortsætter:
- Det er helt klart processer, som i vidt omfang skubber til børnenes fantasi og leg. Det er vigtigt, når man arbejder med æstetiske udtryksformer med de mindste børn, at der ikke er tale om enkeltstående begivenheder, men kontinuerlige forløb, hvor processen og det samskabende er i fokus. Derfor har det været et stort plus, at billedskoleunderviserne har kunnet møde de samme børn otte gange. Det har givet en større tryghed og en god ramme for besøgene.

Sammen med billedskolekollegerne Eva Hazra, Kirsten Trøllund Boye og Jane Susanne Andersen har Maja Landgren Germundsson oplevet, at børnene i høj grad har været nysgerrige og optaget af projekterne, og der har været en tydelig positiv udvikling i børnenes tilgang til materialer og processer, egne evner og mod til at eksperimentere. 

I Grævlingehulen i Hammel har børnene sammen med Jane Susanne Andersen lavet tre store malerier, der forestiller et land med forskellige monstre, harer og smukke sommerfugle i et fint landskab med røde huse, veje og træer. Som inspiration for malerierne har Jane brugt historien om Villy Vilddyr fra Maurice Sendaks bog "Der hvor vilddyrene bor". Jane har også haft fornøjelsen af at komme i Ulstrup Børnehus afd. Spiren, og her har børnene malet og tegnet inspireret af historien om den gnavne bjørn Boris, der bliver mor til en flok gæslinger.

Kirsten Trøllund Boye har i Idrætsbørnehuset Bavnehøj i Hadsten og Børnehuset Bymarken i Hinnerup arbejdet med at lave kunst, mens man bevæger sig. En nærtliggende bakke er blevet brugt til at kaste med appelsiner dyppet i maling ned ad et stort stykke papir. Kirsten starter altid med at læse et stykke af eventyret om Skovtrolden Falke, der elsker kål. Fortællingen skaber en rød tråd gennem forløbet og giver børnene input, som de kan fantasere videre ud fra. Børnene blev så optaget af det, at de slet ikke spurgte til frokost. 

I Ulstrup Børnehus afd. Skoven har Maja Landgren Germundsson taget børnene med på eventyrfiguren Punjas rejse ud for at lede efter forskellige magiske ting i naturen. Hele forløbet er foregået udendørs med udgangspunkt i naturens materialer. Maja har også besøgt Naturbørnehaven Klintholm i Hammel, og alle børnene har oplevet, at solen kunne trylle, og at bladene indeholder flotte farver, man ikke kan se med det blotte øje, men som kommer frem, når man laver eco-print. 

Børnehuset Ellemose i Hadsten har haft besøg af Eva Hazra, der har arbejdet med et udsmykningsprojekt til børnehavens legeplads. Et naturtema og hænder i træ, der kunne sættes fast til træbrædder, blev rammen omkring forløbet. Børnene malede billeder på træfiberplader med svampe, fluesmækkere og skabeloner. Nu hænger der 60 laserudskårede hænder i træ på legepladsen sammen med malerierne.

Fakta: 

Projektet ’Kunst i Børnehøjde’ er i efteråret blevet afviklet i syv at kommunens børnehaver. De fire kunstnere fra billedskolerne i Hinnerup, Ulstrup og Hammel har arbejdet sammen om projektet. De har været på besøg otte gange af halvanden times varighed og mødt den samme børnegruppe hver gang i de institutioner, de hver især kom i. Institutionerne har sendt en kort ansøgning, hvor de har ønsket, hvad undervisningen skulle handle om. Kultur- og Fritidsudvalget har i 2023 bevilget 126.000 kr. til projektet. 

Kunst i børnehaver med billedskolerne
Kunst med billedskolerne i børnehaverne