Pernille er Ungdomsskolens nye leder

29.08.2024
Kvinde, der smiler

Favrskov Kommune har valgt Pernille Refstrup Lauridsen som ny leder af Ungdomsskolen Favrskov. Pernille Lauridsen tiltræder i jobbet 1. oktober 2024.

Den nye leder af Ungdomsskolen Favrskov hedder Pernille Refstrup Lauridsen. Hun er 43 år og har siden 2011 været vice-fritids- og ungdomsskoleleder i UngiAarhus under Aarhus Kommune og har derfra stor erfaring med at drive ungdomsskole, fritids- og ungdomsklubber og flere særlige indsatser for børn og unge i Aarhus Kommune.

Ansættelsesudvalget har valgt Pernille Lauridsen, fordi hun besidder stor viden om børn og unge og har spændende ideer til, hvordan fritids- og ungdomsskolelivet for børn og unge i Favrskov kan udvikles yderligere. Skolechef Karina Corneliusen er glad for at have fundet den rigtige person til stillingen.

- Vi glæder os til at tage imod Pernille og vise hende alt det, som vores dygtige medarbejdere har etableret gennem årene. Vi har et ønske om at videreudvikle vores tilbud og også gentænke både samarbejdsfora og indsatser til gavn for de unge. Vi skal blive ved med at give de unge i Favrskov masser af gode oplevelser og kompetencer, som de kan bruge resten af livet. Det arbejde er vi sikre på, at Pernille kan hjælpe med af videreføre, siger Karina Corneliusen.

Pernille Lauridsen starter i jobbet 1. oktober 2024, og hun ser frem til at møde de nye medarbejdere og at lære de unge i Favrskov Kommune nærmere at kende.

- Ungdomsskolen skal ramme så bredt som muligt. Børn er forskellige, og der skal være fællesskaber til alle, fordi vi gennem sunde fællesskaber understøtter sundhed og trivsel allerbedst. Og børnenes trivsel er desværre presset i disse år. Jeg synes, der er et spændende potentiale i et endnu tættere samarbejde mellem ungdomsskolen, fritidsklubberne og folkeskolen, og det vil jeg gerne invitere de mange forskellige aktører med i en samtale om, siger Pernille Lauridsen.

Pernille Lauridsen bor i Sabro med sin mand og to børn på 13 og 16 år. I fritiden dyrker hun naturoplevelser, deltager aktivt i lokalsamfundet og nyder at rejse med familien.

I Favrskov skal Pernille Lauridsen stå i spidsen for fritidsklubberne og ungdomsklubberne samt fritidsundervisningen i ungdomsskolen. Hun bliver leder for et team på fire klubledere, to afdelingsledere for fritidsundervisningen og en administrativ medarbejder. Hun vil også indgå i gruppen af skoleledere samt SSP-udvalget.