Positivt møde med Aarhus Tech

08.03.2024
Elever fra Præstemarkskolen har været på Aarhus Tech
Sofie og Villads har gode erfaringer med Aarhus Tech.
Elever fra Præstemarkskolen har været på Aarhus Tech
Elever fra Præstemarkskolen har været på Aarhus Tech

En gruppe elever fra 8. årgang på Præstemarkskolen i Søften har været på et talentforløb hos Aarhus Tech. To af dem er Sofie Hansen og Villads Højer Lauritsen. - Det var et fedt sted og nogle udfordrende opgaver. Det vil vi gerne have mere af, lyder det fra de to elever.

Hvordan er det egentlig at gå på Aarhus Tech? Og hvad vil det sige at være tømrer? Det ved Sofie Hansen og Villads Højer Lauritsen, begge 15 år, meget mere om nu, fordi de sagde ja til at afprøve talentforløbet på i alt seks dage i et samarbejde mellem Aarhus Tech og Præstemarkskolen.

De sagde begge ja, da de blev tilbudt at deltage.
- Jeg vil gerne bruge mine hænder og skabe noget, og alt er bedre end den normale skole, hvor vi sidder alt for stille. Jeg har bygget sæbekassebiler og fuglekasser, så jeg kan godt bruge mine hænder, men jeg vidste ikke noget om Aarhus Tech på forhånd, siger Villads.
Det gjorde Sofie heller ikke:
- Måske er tømrer ikke lige noget, jeg skal være, men jeg vil gerne prøve noget andet end at sidde stille i skolen. Og nu ved jeg bare lidt mere om, hvad de laver på Aarhus Tech i stedet for kun at have fordomme om stedet. 

De var på Aarhus Tech to dage om ugen i tre uger, og de fik til opgave at bygge minigolfbaner i små grupper. Det krævede samarbejde og iderigdom, for de skulle selv udtænke forhindringerne på banen.
- Der var frihed til selv at udtænke nogle løsninger, så vi skulle bruge vores fantasi, og det var godt at samarbejde om det. Det var en fed måde at gå i skole på, og vi fik koblet teori og praksis, siger Sofie og Villads.
Efter deres mening måtte forløbet gerne have været endnu længere, og de ser gerne, at der er lignende forløb i både 7., 8. og 9. klasse.
- For så kan vi også prøve andre håndværk af, og det giver altså en større respekt og forståelse for faget, når man har prøvet det lidt af, lyder det fra Sofie. 

Hun har endnu ikke en idé om, hvilken uddannelse hun senere vil vælge:
- Men nu kender jeg lidt mere til Aarhus Tech, og det var altså et fedt og stort sted med mange spændende opgaver. 
Forløbet på Aarhus Tech har givet Villads en tro på, at det faktisk kan være fedt at gå i skole.
- Sådan har jeg ikke haft det før. Derfor har jeg nok fået bekræftet, at jeg ikke skal på gymnasiet. Jeg skal selvfølgelig have en uddannelse, og det skal helt sikkert være noget, hvor jeg bruger hænderne. Så det vil være fedt med flere af den her slags forløb, understreger Villads. 

 

 

Elever fra Præstemarkskolen har været på Aarhus Tech
Elever fra Præstemarkskolen har været på Aarhus Tech
Elever fra Præstemarkskolen har været på Aarhus Tech