Senior: Spis Sammen

14.01.2025

Bliv en del af bæredygtige madfællesskaber i Hammel og Hadsten

I et kursusforløb på fem gange bliver du inspireret til, hvordan du kan lave sund mad, og samtidig skaber du nye sociale fællesskaber.

Forløbet henvender sig primært til alle seniorer i Favrskov Kommune.

Formålet med forløbet er både at inspirere dig til at ændre din livsstil til en sundere retning og samtidig inspirere til at danne nye vedvarende sociale netværk.

Omdrejningspunktet i kurset bliver, at man hver gang hygger sig med at lave og spise sund mad sammen, og prøver nye sunde madvarer. Der følger opskrifter med til den mad, der bliver lavet på kurset.

Der vil være oplæg med råd til sundere kost og bevægelse - blandt andet fra sundhedskonsulenter fra Favrskov Kommune.

Pris

Deltagerbetaling: 225 kr. i alt for alle fem gange

Tid og sted

Der er orienteringsmøde: 

  • Sundhedscentret i InSide, Dalvej 1, 8450 Hammel: Onsdag 5. februar 2025 kl. 16-17 i træningskøkkenet. 
  • Sundhedscentret i Hadsten, Hovvej 76, 8370 Hadsten: Torsdag 6. februar 2025 kl. 16-17 i lokale 5

Introduktionen er gratis. Forløbet foregår herefter i de to sundhedscentre i Hammel og i Hadsten.

Tilmelding

Kontakt LOF Midtjylland på:

Tlf: 87 26 23 26 
Mail: [email protected]

Hjemmeside: https://lof.dk/midtjylland
Kursusforløbet er et samarbejde mellem LOF Midtjylland og Favrskov Kommune. 

Kursusforløb

Kurset er på fem gange i tidsrummet kl. 16.00 til 19.30. Der startes hver gang med et kort oplæg om enten kost, motion eller muligheder for at etablere sociale netværk. Madlavningen danner udgangspunkt for gode snakke og nye bekendtskaber. Efter madlavning og spisning hjælpes vi ad med oprydning og runder af med eventuelle spørgsmål.

Maden som vi tilbereder, vil i størst muligt omfang være med danske/lokale råvarer og dermed også bæredygtig i forhold til klima og ressourcer.

Gryder med mad
  • 1. Kursusgang: Oplæg om vigtige punkter angående kost i seniorlivet. Derefter laver vi mad - det vil mest handle om, hvordan man får mad til at smage godt/af noget og hvordan opleves det at spise disse ting.
     
  • 2. Kursusgang: Oplæg af fysioterapeut fra Favrskov kommune om motion og gode øvelser til at holde kroppen sund. Derefter laver vi en ret med blandede grønsager og bønner. Der vil være flutes og kylling til.
     
  • 3. Kursusgang. Oplæg med fokus på madens indhold af vitaminer, mineraler og proteiner. Vi laver en grønsagsret med kål, bønner og forskellige sunde korn. 
     
  • 4. Kursusgang Oplæg af diætist fra kommunen. Vi laver tærte og en proteinsnack. Denne gang med færdigprodukter af bønner og linser fra supermarkedet. 
     
  • 5. Kursusgang: Afslutningsmiddag med kogt hamburgerryg med kartofler, løgsovs og grønsagsret - eller lignende med et godt indhold af grønsager. 

Vi slutter af med en snak om en eventuel interesse for at fortsætte i et madfællesskab, hvor man eksempelvis mødes et par gange om måneden og skiftes til at lave mad. Anne Meta Nielsen, FrivilligFavrskov, fortæller om mulighederne.