Stor søgning til forskønnelsespuljen

14.02.2025
Hadsten Petanque har fået penge fra forskønnelsespuljen
Hadsten Petanque har fået penge fra forskønnelsespuljen
Houlbjerg-Laurbjerg IF har også søgt midler fra forskønnelsespuljen

I alt 15 ansøgninger er blevet imødekommet, og 300.000 kr. er blevet uddelt til konkrete projekter, der kan forskønne og forbedre klubfaciliteterne i de folkeoplysende foreninger i kommunen. Hos Hadsten Petanque og Houlbjerg-Laurbjerg IF er der glæde over støtten.

Når vi mødes til forskellige fritidsinteresser og møder, er det altid nemmest at tiltrække folk, hvis lokalerne er pæne og rene og med faciliteter, der gør mødet muligt. Det betyder, at der skal være møbler, gardiner, lys, lærred, fremviser og meget andet. 

Forskønnelsespuljen på 300.000 kr. handler netop om at søge beløb på max. 20.000 kr. til inventar og løsøre, så lokalerne understøtter fællesskabet og er med til at skabe et rart klubmiljø. Forvaltningen har opfordret foreningerne til at søge puljen, og der har været en overvældende interesse for at søge penge. 

I alt har der været ansøgninger for 559.754 kr. Så Kultur- og Fritidsudvalget har ikke kunnet imødekomme alle ansøgere. Puljen var oprindelig på 200.000 kr., men ved hjælp af omprioritering og uforbrugte midler lykkedes det at tilføre yderligere 100.000 kr. til puljen, så det har været muligt at imødekomme langt de fleste ansøgninger, der lå indenfor puljens formål. 

Hadsten Petanque har søgt og fået 20.000 kr. til forskønnelse af klubmiljøet, og det vil sige penge til skabe, borde, stole og køkkenmaskiner. Jan Kjærulf-Møller glæder sig over pengene og siger, at de falder det helt rigtige sted. 

- Vi har gode, lokale sponsorer og vores medlemskontingent, men med de 20.000 kr. kan vi komme langt med at forskønne vores klubhus, der i bund og grund er et forvokset skur. Det skal være rart at komme i huset i sæsonen, og alt det nuværende er slidt. Så det er en god håndsrækning, og mange frivillige vil helt sikkert hjælpe med at gøre det pænt. Her i foråret skal vi også se på, hvordan vi kan udnytte vores udeareal endnu bedre, da vi har fået lov til at bruge nogle tomme arealer ved vores baner. Så gode ideer efterlyses, lyder det fra Jan Kjærulf-Møller, der er formand for Hadsten Petanque. 


Også hos Houlbjerg-Laurbjerg IF er der glæde at spore, da klubben har fået 20.000 kr. til blandt andet stole, borde og gardiner. Allan Rygaard er medlem af klubbestyrelsen, og han siger, at der længe er blevet snakket om at fikse klubhuset op. 

- Det er jo gamle skolemøbler, vi har, og gardinerne er så slidte, at du kan kigge igennem dem. Vi hørte fra kommunen om, at vi kunne søge forskønnelsespuljen. Vi er vant til selv at tage fat, når der skal gøres noget, og heldigvis er der god opbakning til klubben. Vi vil gerne gøre noget mere for klublivet og fællesskabet, og der gør det bare en stor forskel, hvis du har et hyggeligt klubhus, der ser ordentligt ud. Så har man også lyst til lige at blive siddende og snakke med hinanden, siger Allan Rygaard.  

Se oversigt over ansøgninger og forslag til udmøntning 

 

Houlbjerg-Laurbjerg IF har også søgt midler fra forskønnelsespuljen
Houlbjerg-Laurbjerg IF har også søgt midler fra forskønnelsespuljen