SynsExpo kommer til Favrskov
Der findes mange gode råd, som kan lette hverdagen, hvis du har nedsat syn. Velux Fondens Synseksperimentarium SynsExpo sætter netop fokus på de gode råd. Den 6. og 7. maj 2025 kan du helt gratis besøge oplevelsesrummet i InSide i Hammel.
Hvad sker der med synet, når du bliver ældre? Og hvad kan du selv gøre for at holde fast i dine hobbyer og interesser, selvom synet er nedsat? Det kan du blive meget klogere på, hvis du besøger SynsExpo 6. eller 7. maj i InSide i Hammel. Synskonsulenter står klar til at give dig gode råd, som du kan bruge i din hverdag. SynsExpo er opbygget som et hjem med køkken og opholdsstue, hvor der er fokus på farvekontraster, belysning og forstørrelser.
Oplevelsesrummet giver virkelig syn for sagen, siger Mette Bødiker Vestergaard, sundhedschef i Favrskov Kommune:
- Vi kan godt komme til at vænne os til, at nu ser vi lidt dårligere, og så gør vi ikke noget ved det. Derfor kan det være en god idé at besøge SynsExpo, for så finder du ud af, hvordan du faktisk ser, og heldigvis finder du også ud af, at der er noget at gøre ved det. Du skal ikke bare lade stå til og vænne dig til dårligere tider. Med de rigtige hjælpemidler kan du faktisk se godt i forskellige situationer.
SynsExpo bliver stillet op i foyeren i InSide i Hammel, og oplevelsesrummet er åbent 6. maj kl. 9-16 og 7. maj kl. 10-18. Medarbejdere fra Social og Sundhed i Favrskov Kommune vil også være klar til at snakke med de borgere, der besøger SynsExpo.
Det bliver også muligt at lytte til oplægget ’Forstå dit syn – indsigt i synsfunktion og hjælpemidler’ 6. maj kl. 11 og 7. maj kl. 16.
Sundhedschefen glæder sig over, at det har været muligt at hive SynsExpo til Hammel og håber, at mange vil benytte tilbuddet.
- Man kan tage en pårørende med eller hanke op i naboen. Det kan også være beboerne fra et af vores bosteder, der kigger forbi. De fleste af os får en eller anden udfordring med synet i løbet af vores liv, så det er relevant viden for rigtig mange mennesker. Og det er ganske gratis at kigge forbi, understreger Mette Bødiker Vestergaard.
Læs mere om SynsExpo