SynsExpo med til at vise gode råd ved nedsat syn


Brug farvekontraster i indretningen, køb den rigtige elpære og skru op for skriftstørrelsen på din computer. Det er noget af det, du kan rykke på, hvis dit syn er ved at blive dårligt. Og så kan du kigge forbi Velfærdsværkstedet i Hadsten og se de hjælpemidler, du kan købe.
Både borgere og medarbejdere kiggede forbi SynsExpo i InSide i Hammel, da Velux Fondens synseksperimentarium var på besøg. Synskonsulenter med stor ekspertise viste rundt og guidede borgere, der kunne få syn for sagen og konkret se, hvad den rigtige pære, lampeskærm og skriftstørrelse betyder, hvis du er svagtseende.
Maiken Bjerre Sørensen, velfærdsteknologikonsulent og Berit Poulsen, hjælpemiddelvisitator, har været med til at arrangere SynsExpos besøg og var også selv med i de to dage, udstillingen var åben i Hammel.
- Det bliver meget konkret med sådan en udstilling, og det er netop brugbart og godt til at skabe forståelse. Der var mange lavthængende frugter for borgerne og altså noget, de selv kan ændre på. Måske har de haft den samme lampe i flere årtier, og nu skal den skiftes ud, fordi synet er blevet dårligere. Så det var godt at få snakken ud fra noget konkret, siger Maiken Bjerre Sørensen og Berit Poulsen.
Maiken Bjerre Sørensen arbejder med velfærdsteknologi i Favrskov Kommune, og det er muligt at få en snak med hende eller en af hendes kolleger hver mandag kl. 14-16, hvor der gives personlig vejledning i Velfærdsværkstedet i Hadsten.
- Måske har SynsExpo inspireret folk til at gøre noget og finde de rette hjælpemidler. De kan selv købe mange af dem, og ved at kigge forbi Velfærdsværkstedet, så kan de få et indblik i, hvad de kan købe. Og vi kan ikke mindst snakke med dem om, hvad der er det helt rigtige for dem, siger Maiken Bjerre Sørensen, der understreger, at man ikke kan købe noget af det, der er i Velfærdsværkstedet, men det kan afprøves, og man kan få informationer om, hvor det kan købes.
Berit Poulsen vil slå et slag for hjemmesiden raadomsyn.dk, der er et partnerskab med flere forskellige aktører.
- Der er virkelig meget at hente ved at bruge den hjemmeside. Det er også meget konkret, brugbart og forståeligt. Så det er et godt sted at starte, hvis du kan mærke, at dit syn bliver dårligere. Så kan du handle hurtigere i stedet for bare at vænne dig til forringelsen, lyder det fra Berit Poulsen.
Læs mere om Velfærdsværkstedet
Du kan også kontakte Synssamarbejde Midt, der betjener borgere med synsvanskeligheder i Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Randers kommuner.
Adressen er Biografgade 3, Plan 3, 8900 Randers C, 89 15 86 80.Adressen er Kildebakken 6, 8370 Hadsten