Sundhedspolitikken er godkendt af Favrskov Byråd 25. april 2023

Forord

Sammen skaber vi sundhed. Sådan har vi valgt at kalde Favrskov Kommunes sundhedspolitik. For det er sammen, vi skaber de bedste rammer for, at borgere i alle aldre har gode muligheder for at trives og leve et aktivt og sundt liv. Sundhed handler om alt det, der er tæt på os. Det handler om, at du skal have det godt i din hverdag - både i krop og sind og lige dér, hvor du befinder dig til dagligt.

Social- og Sundhedsudvalget har sat retningen for sundhedspolitikken, som skal sikre, at der i arbejdet med at fremme sundheden i Favrskov Kommune: 

  • Prioriteres områder, hvor der over en årrække er sket en negativ udvikling, eller hvor der er særligt store udfordringer i forhold til borgernes sundhed.
  • Fokuseres på områder, hvor kommunen har mulighed for at gøre en forskel. 
  • Sættes fokus på grupper med særlige udfordringer, eller hvor der er et særligt behov for at sætte ind. 
  • Arbejdes ud fra retningsgivende mål, som danner udgangspunktet for arbejdet. 

Arbejdet med at forbedre befolkningens sundhed kræver vedholdenhed og længerevarende indsatser, hvor der nogle gange kan være behov for at skifte tilgang undervejs. Der er derfor ikke fastsat en dato for udløb af sundhedspolitikken. I stedet skal politikken evalueres efter fire år, hvor vi undersøger, hvor langt vi er kommet med vores ambitioner i politikken. 

Sundhedspolitikken kan bruges i planlægningen af indsatser og aktiviteter og som et politisk værktøj, når ressourcer skal prioriteres.

Vi vil gerne sige tak til repræsentanter fra foreningslivet, råd, bestyrelser, Byråd og kommunens fagfolk, der har været med til forme indholdet i sundhedspolitikken. 

God læselyst!

Venlig hilsen

Lars Storgaard
Borgmester

Rikke Randrup Skaaning
Formand for Social- og Sundhedsudvalget

Indledning

Favrskov Kommune ønsker at fremme borgernes sundhed ved at sikre, at alle borgere har adgang til gode sundhedstilbud. Sundhedspolitikken sætter derudover en fælles retning for de kommende års arbejde med at fremme borgernes sundhed på de områder, hvor der er et særligt behov.

Byrådet vedtog den forrige sundhedspolitik i 2016. Sundhedspolitikken satte fokus på temaerne: ”Sunde børn og unge i trivsel”, ”Mere sundhed for alle”, ”Sammen om sunde arbejdspladser” og ”Et aktivt liv i et sundt miljø”. Sundhedspolitikken har blandt andet resulteret i en motorikindsats for børn i alderen 0-10 år, opsporing af depression og sårbarhed blandt kommende forældre og indsats for forebyggelse af fald blandt ældre. 

Den seneste sundhedsprofil for Favrskov Kommune og andre lokale data viser, at indsatserne i den forrige sundhedspolitik har båret frugt. Det er lykkedes at nedbringe andelen af borgere, der ryger dagligt. Det er også lykkedes at nedbringe andelen af borgere, der drikker mere end 10 genstande om ugen. Generelt viser data, at folkesundheden i Favrskov Kommune er relativt god sammenlignet med andre kommuner i regionen og på landsplan. Men flere borgere i Favrskov har fået en dårligere trivsel, færre lever med en sund vægt og mange bevæger sig for lidt. Samtidig er antallet af borgere, der lever med én eller flere kroniske sygdomme, stigende. Udviklingen er sket over flere år både i Favrskov Kommune og generelt i Danmark.

  • Forsamling lytter til udvalgsformand
  • Noter fra workshop på gulv
  • Tavler med noter fra workshop om sundhedspolitik

Favrskov Kommune har en ambition om at vende denne udvikling. Sundhedspolitikken er derfor blevet evalueret og fornyet ud fra de udfordringer, som kommunen står over for i dag. Vi sætter derfor fokus på områderne: 

  • Bedre trivsel
  • Sundere vægt
  • Mere bevægelse
  • Flere gode leveår

Social- og Sundhedsudvalget har lagt stor vægt på at komme i dialog om udfordringerne med interessenter i Favrskov Kommune. Fokusområderne har derfor blandt andet fået liv og form ved en workshop om fremtidens sundhedspolitik. 

Til workshoppen gav repræsentanter fra foreningslivet, råd, bestyrelser, byråd og kommunens fagfolk forslag til, hvilke grupper, der er særligt vigtige at arbejde med inden for de fire områder. Der blev også givet forslag til, hvor og hvilke indsatser der kan sættes i gang. Forslagene er i sundhedspolitikken blevet omsat til målgrupper og arbejdsområder, der er særligt vigtige at arbejde med inden for hvert område. 
 

Vision

Social og Sundheds vision ”Sammen om et sundt og værdigt liv” danner rammen for den måde, vi møder borgeren på. Det indebærer, at vi er sammen om at understøtte et sundt og værdigt liv for borgeren.

Begrebet ”sammen om” betyder, at den støtte, vi som fagprofessionelle yder, formes i et tæt samarbejde med borgerne og på tværs af fagligheder. 

Begrebet ”et sundt liv” betyder, at vi i arbejdet med sundhed har fokus på den mentale, sociale og fysiske sundhed.  

Begrebet ”et værdigt liv” betyder, at vi ser mennesket, før vi ser opgaven.

Dekorativt element

Sundhedspolitikkens fire fokusområder

I sundhedspolitikken sætter Favrskov Kommune særligt fokus på at fremme bedre trivsel, sundere vægt, mere bevægelse og flere gode leveår blandt kommunens borgere. Sundhedspolitikken er et redskab, der kan understøtte den enkeltes mulighed for at leve et sundt liv.

Dekorativt element

Bedre trivsel

Mål: Favrskov Kommune vil øge andelen af borgere, der synes deres trivsel og livskvalitet er god.

Favrskov Kommune ønsker at fremme en bedre trivsel blandt flere, da andelen af borgere, der ikke trives, er stigende. Udgangspunktet for fokusområdet er blandt andet, at andelen af borgere, der synes, at deres trivsel og livskvalitet er god, er faldet fra 79 % i 2013 til 69 % 2021. Andelen er dog stadig lidt højere end for den midtjyske region samlet set (67 %). Alle tal er fra sundhedsprofilen for Favrskov Kommune fra 2021.   

Samtidig viser nationale tal fra Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan for udvikling af psykiatrien fra 2022, at cirka 15 % af børn og unge bliver diagnosticeret med psykisk sygdom, inden de fylder 18 år. Regionale tal fra sundhedsprofilen fra 2021 viser, at andelen af unge (16-24-årige) med symptomer på depression er steget fra 10 % i 2017 til 18 % i 2021. Den samme sundhedsprofil viser også en stigning i andelen af unge, der har en høj score på stressskalaen, unge, der er generet af angst og anspændthed eller unge, der føler sig ensomme.   

Det betyder noget, hvordan vi går og har det – og heldigvis trives langt de fleste borgere i Favrskov Kommune. Flere børn og unge er dog begyndt at mistrives i Danmark, mens særligt ældre over 80 år oplever uønsket ensomhed. Forskning viser samtidig, at udfordringer med mental trivsel tidligt i livet øger risikoen for psykiske og fysiske sygdomme senere i livet. Favrskov Kommune vil derfor sætte særligt fokus på at fremme en bedre trivsel blandt børn, unge og ældre (+ 80-årige).

Når vi trives og er tilfredse med livet, har vi nemmere ved at være sociale, ordne dagens gøremål og klare hverdagens udfordringer. Forskning viser at god søvn, god fysisk sundhed, støttende relationer og trygge omgivelser er nogle af de faktorer, der har betydning for børn og unges mentale trivsel. 

I den sene alderdom er der en række forhold ved livet, der øger risikoen for at føle sig uønsket ensom. Især tab af ægtefælle, sygdom og svækkelse spiller ind. Følelsen af at blive set og hørt, at blive talt med og have en betydning i andre menneskers liv er med til at øge den enkeltes livskvalitet og trivsel.

Pige smiler

Derfor arbejder Favrskov Kommune blandt andet for at

  • Fremme faktorer, der styrker mental trivsel blandt børn og unge og begrænse faktorer, der kan føre til mistrivsel. 
  • Understøtte ældre borgeres mulighed for at være en del af et fællesskab, hvor der er fokus på både samvær og nærvær.  
  • Hjælpe flere over i forpligtende fællesskaber gennem samarbejde med frivillige, det lokale foreningsliv og civilsamfundet. 
  • Udbrede viden og skabe et fælles sprog om trivsel og mental sundhed, så det bliver lettere at bruge denne viden i flere af kommunens indsatser, aktiviteter og tilbud. 
Dekorativt element

Sundere vægt

Mål: Favrskov Kommune vil fremme en sundere vægt blandt kommunens borgere.

Favrskov Kommune ønsker at fremme en sundere vægt hos kommunens borgere, da mange lever med overvægt. Udgangspunktet for fokusområdet er blandt andet, at 19 % af alle voksne lever med svær overvægt. Tallet har været stigende siden 2010 (16 %) og er lidt højere end gennemsnittet for den midtjyske region (18 %). Alle tal er fra sundhedsprofilen for Favrskov Kommune fra 2021.

Tal fra kommunens sundhedspleje viser samtidig, at ca. 12 % lever med overvægt i 0. klasse, ca. 18 % lever med overvægt i 4. klasse og ca. 17 % lever med overvægt i 9. klasse. Målingerne er lavet i perioden fra 2020-2022.   

Borgere, der lever med overvægt, er i højere risiko for at udvikle sygdomme som fx type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdom. Har man en høj vægt som barn eller ung, følger den høje vægt ofte med ind i voksenlivet. Favrskov Kommune vil derfor sætte særligt fokus på at fremme en sundere vægt blandt børn og unge. 

Det er imidlertid svært at forebygge overvægt. Overvægt er ikke kun et resultat af den enkelte borgers eller families livsstil. Overvægt er også et resultat af de rammer, vi vokser op og lever i. Samtidig vides det endnu ikke, hvordan vi bedst undgår, at børn og unge udvikler overvægt. 

Mange med en høj vægt oplever tillige at blive mødt med fordomme og mobning. Forskning viser, at det er vigtigt at forebygge stigmatisering af borgere med overvægt, da det har konsekvenser for både den psykiske, sociale og fysiske sundhed. Favrskov Kommune har derfor fokus på at forebygge stigmatisering af borgere med overvægt.

Derfor arbejder Favrskov Kommune blandt andet for at

  • Børn og familier tilbydes indsatser, der kan hjælpe dem med at ændre vaner.
  • Fremme sunde rammer, hvor kommunens borgere færdes.
  • Samarbejde med det lokale foreningsliv om at give flere lyst til at deltage i fællesskaber med fokus på bevægelse. 
  • Voksne borgere tilbydes indsatser, der kan mindske risikoen for følgesygdomme af overvægten og bedre deres livskvalitet.
Dekorativt element

Mere bevægelse

Mål: Favrskov Kommune vil øge andelen af borgere, der er fysisk aktive.

Favrskov Kommune ønsker at fremme mere bevægelse, da mange af kommunens borgerne er fysisk inaktive. Bevægelse og fysisk aktivitet er samtidig et af de områder, som kommunen forventes at have mulighed for at påvirke. 

Udgangspunktet for fokusområdet er blandt andet, at 18 % af alle voksne er fysisk inaktive ifølge sundhedsprofilen for Favrskov Kommune fra 2021. Denne andel har været stort set den samme de sidste ti år og svarer til gennemsnittet for den midtjyske region. Derudover kan man spore en tiltagende inaktivitet hos børn og unge. Det ses blandt andet ved, at færre børn selv transporterer sig til skole.   

Vores vaner for bevægelse og fysisk aktivitet grundlægges ofte, mens vi er børn og unge. Bliver vi glade for at bevæge os som børn, vil vi ofte også være glade for at bevæge os som voksne. I takt med at vi bliver ældre, får fysisk aktivitet også større betydning for fastholdelsen af et godt helbred. Favrskov Kommune vil derfor sætte særligt fokus på at fremme, at flere børn, unge og seniorer (+55-årige) er fysisk aktive.  

En fysisk aktiv livsstil fremmer den enkeltes sundhed og forebygger en lang række sygdomme. Man kan være fysisk aktiv på mange måder. For nogle handler bevægelse om at løbe en tur i skoven. For andre er bevægelse en gåtur i et tempo, som hele familien kan følge med i. Bevægelse kan også have et andet formål end bare at bevæge sig, fx at få gode oplevelser i fællesskab med andre.

Favrskov Kommune vil medvirke til at skabe og inspirere til rammerne for et sundt og aktivt liv. Det skal være let, trygt og attraktivt at bevæge sig i dagligdagen, eksempelvis ved at bruge cyklen til daglig transport eller mødes til aktiviteter i naturen eller i den lokale hal.

Gruppe dyrker motion udenfor

Derfor arbejder Favrskov Kommune blandt andet for at

  • Fremme glæden ved bevægelse og gode vaner for fysisk aktivitet blandt børn og unge.
  • Understøtte mulighederne for bevægelse i hverdagen og bevægelse i fællesskab med andre ved at samarbejde med det lokale foreningsliv og civilsamfundet.  
  • Formidle viden om tilbud og muligheder for motion og idræt i Favrskov Kommune.
  • Fastholde gode bevægelsesvaner blandt seniorerne.
Dekorativt element

Flere gode leveår

Mål: Favrskov Kommune vil bidrage til at øge andelen af borgere, der har et godt helbred. 

Et godt helbred har betydning for den enkeltes mulighed for at leve det liv, de ønsker. Favrskov Kommune vil bidrage til at øge andelen af borgere, der har et godt helbred. Udgangspunktet for fokusområdet er blandt andet, at sundhedsprofilen for Favrskov Kommune fra 2021 viser, at 15 % af voksne oplever, at de har et dårligt helbred. Niveauet er en smule mindre end for den midtjyske region (16 %), men har været stigende de sidste ti år.  

Flere kan i dag forvente at leve længere end tidligere generationer. Samtidig bliver flere ramt af kronisk sygdom på et tidspunkt i livet. Et liv med kronisk sygdom er ofte forbundet med fysiske, sociale og mentale belastninger i hverdagen. Favrskov Kommune vil derfor sætte særligt fokus på at skabe flere gode leveår for borgere med kronisk sygdom.

Tidlig opsporing af kroniske sygdomme giver mulighed for at forebygge, at sygdommen hos den enkelte udvikler sig unødigt. Favrskov Kommune vil sammen med hospitaler og almen praksis sætte fokus på, at flere lever et godt og langt liv, trods sygdom.  

Favrskov Kommune vil understøtte borgernes muligheder for at tage hånd om egen sygdom, så borgere med kronisk sygdom kan leve bedst muligt med deres sygdom. Det betyder blandt andet, at borgerne får en bedre forståelse for deres kroniske sygdom, og hvordan faktorer som fx kost og motion kan påvirke, hvordan sygdommen udvikler sig.

Derfor arbejder Favrskov Kommune blandt andet for at:

  • Styrke fokus på tidlig opsporing af kronisk sygdom.
  • Fastholde og styrke den enkelte borgers funktionsniveau og evne til at tage hånd om egen sundhed og sygdom.
Gymnastik på bold

Fra ord til handling

Når Favrskov Kommunes sundhedspolitik løftes fra ord til handling, tager vi udgangspunkt i fire principper, der også er vigtige i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse. Principperne fungerer som en rettesnor for arbejdet med sundhedspolitikken og går på tværs af de fire fokusområder. 

Mange forhold påvirker vores sundhed

Vi har hver især ansvaret for, hvordan vi lever vores liv og friheden til at bestemme selv. Men udover de valg, vi selv træffer, er der også meget andet, der påvirker vores sundhed. Det gælder blandt andet vores gener, sociale relationer og omgivelser. Det betyder, at vi skal sætte ind med forskellige forebyggende og sundhedsfremmende indsatser på samme tid. Det kan fx være i lokalsamfundet, på arbejdet, i dagtilbud, i skolen, i fritids- og familielivet og i mødet med den enkelte borger. 

Sundhed skabes i samarbejde

For at Favrskov Kommune kan lykkes med ambitionerne og målene i sundhedspolitikken, er det nødvendigt at samarbejde. Først og fremmest med borgerne. At fremme sundheden er også en fælles opgave, der går på tværs af fagområder i kommunen, med almen praksis og med hospitalssektoren. Sundhedsfremme stiller således krav om tætte og velfungerende samarbejder på tværs. Endelig er de frivillige foreninger centrale aktører i forhold til at fremme folkesundheden.

Målrettede indsatser

Sundhed og sygdom er skævt fordelt både i Favrskov Kommune og generelt i Danmark. Vi skal derfor sætte ind med målrettede indsatser, hvor der er størst behov. Det kan betyde, at nogle indsatser vil fokusere på borgere i bestemte områder af kommunen eller særlige målgrupper. Med målrettede indsatser vil vi også forsøge at imødegå social ulighed i sundhed.

Fokus på fællesskaber 

Vi kan mere i fællesskab, end vi kan hver for sig. Når vi gør noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre, er det med til at fremme vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Favrskov Kommune vil skabe gode rammer for aktive og sunde fællesskaber lokalt. Dette skal ske i tæt samarbejde med borgere og frivillige foreninger, da det er her, der skabes fællesskaber, livsglæde og relationer mellem mennesker. 

Diagram over sundhedspolitikkens fokusområder
Sundhedsplejerske måler babys hoved
Borgere bevæger sig på bane udenfor
Medarbejder og beboer på plejecenter