UDKAST - Værdighedspolitik for Favrskov Kommune 2023-26

Værdighedspolitikken er til politisk behandling ultimo 2022

Indledning

Værdighedspolitikken sætter rammen og angiver retning for ældreplejen i Favrskov Kommune. 

Værdighedspolitikken indeholder de overordnede pejlemærker og principper for en værdig ældrepleje. Politikken skal understøtte det gode ældreliv med udgangspunkt i forebyggelse, rehabilitering, omsorg og pleje, som ydes til borgere over folkepensionsalderen. 

Værdighedspolitikken danner bl.a. rammen om den årligt vedtagne kvalitetsstandard for ældre- og sundhedsområdet. Kvalitetsstandarden beskriver de ydelser, som tilbydes til borgerne. Den kan læses her: Kvalitetsstandard for Ældre og Sundhed.

Ældreplejen i Favrskov Kommune tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov.  Det er centralt, at ældreplejen understøtter den ældre borgers selvbestemmelse og livskvalitet. 

Dekorativt element

Vision

Social og Sundheds vision er ”Sammen om et sundt og værdigt liv”.

”Sammen om” betyder, at den støtte de fagprofessionelle yder, formes i et tæt samarbejde med borgerne og på tværs af fagligheder. Hverdagens løsninger er nogle vi udvikler og finder sammen. Det vil sige, at indsatserne koordineres for, at borgeren understøttes i at leve sit liv, at hjælpen tilrettelægges ud fra borgerens livssituation og medarbejdernes faglighed, samt at borgerens pårørende og sociale netværk involveres.

”Et sundt liv” betyder, at der er fokus på den mentale, sociale og fysiske sundhed. Det vil sige, at borgeren har og fastholder muligheder for at kunne indgå i meningsgivende fællesskaber, at borgeren bliver understøttet og vejledt til at tage vare på sig selv og sin sundhed, samt at borgeren bliver mødt med opdateret faglig viden om sundhed.

”Et værdigt liv” betyder, at de fagprofessionelle ser borgeren før opgaven. Det vil sige, at borgeren bliver mødt med respekt for det, som han/hun tillægger værdi og mening i sit liv, at borgeren kender sine muligheder og kan træffe egne valg i et ligeværdigt samarbejde med de fagprofessionelle, samt at borgeren bliver understøttet i at kunne leve sit liv.

For at understøtte visionen og værdighedspolitikken er der udarbejdet en udviklingsplan for ældreområdet. Udviklingsplanen skal gøre ældreområdet i stand til at imødekomme fremtidens krav og forandringer, hvor Favrskov Kommune fortsat understøtter borgeren i et selvstændigt, sundt og værdigt liv. 

Medarbejder og beboer på plejecenter

Værdighedspolitikkens temaer

Værdighedspolitikken består af seks temaer:

  • Livskvalitet og selvbestemmelse
  • Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen
  • Mad og ernæring
  • En værdig død
  • Indsatsen for pårørende
  • Bekæmpelse af ensomhed.

Temaerne udfoldes i det følgende.

Medarbejder og beboer på plejecenter

Livskvalitet og selvbestemmelse

Ældre borgere har ret til selvbestemmelse. Det er individuelt, hvad der giver livskvalitet for den enkelte. Derfor skal medarbejderne sammen med borgeren finde den løsning, som passer borgeren bedst. Hjælpen i ældreplejen tilrettelægges, så den er med til at øge borgerens livskvalitet og selvbestemmelse. 

Særlige fokusområder

Borgerne ved bedst selv, hvad der skaber livskvalitet i deres hverdag, og ældreplejen skal støtte den enkelte i at bevare livskvalitet og selvbestemmelse gennem kvalificeret og specialiseret hjælp og støtte, når sygdom og tab af funktioner gør det svært.

Ledere og medarbejdere har fokus på at tilbyde hjælpen fleksibelt, så hjælpen passer ind i borgerens øvrige hverdagsliv, individuelle behov og ønsker. Hjemmeplejen og plejecentrene prioriterer, at borgeren så vidt muligt kan bevare sin egen døgnrytme, opretholder en god hygiejne og bliver iklædt det tøj, som borgeren selv ønsker. Personalet vil desuden løbende have fokus på at sikre, at de borgere, der ønsker det, kommer ud og får frisk luft.

Medarbejderne skal være lydhøre i dialogen med borgerne, og borgeren har ret til at sige nej til den hjælp, der tilbydes.

Indsatserne på plejecentrene og i hjemmeplejen tilrettelægges med fokus på forebyggelse af ensomhed og understøttelse af borgerens netværk. Der benyttes velfærdsteknologiske løsninger for at bevare størst mulig selvbestemmelse for borgeren. Det er fx videokontakt med borgerne og GPS-løsninger til borgere med demenssygdom.

Det har betydning for borgernes livskvalitet, at hjælpen og plejen tager højde for udviklingen i ”Det nære sundhedsvæsen”. Tendensen er, at borgerne kommer hurtigere hjem fra hospitalet og har behov for tidligere og mere specialiseret rehabilitering på fx korttidsafsnit eller i eget hjem. Det skal ældreplejen være indstillet til, så borgerne oplever tryghed i plejen efter hospitalsophold.

Medarbejder og beboer på plejecenter

Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen

Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen prioriteres højere end systemer, procedurer og arbejdsgange.

Særlige fokusområder

Borgeren skal opleve at være i centrum for et sammenhængende forløb i behandling, træning og pleje. Dette gælder særligt, når forløbet involverer indsatser fra forskellige instanser fx hjemmehjælpen, sygeplejen, træning, den praktiserende læge, hospitalet, pårørende og evt. frivillige. 

Borgeren skal inddrages løbende og i forbindelse med ændringer i hjælpen. Dialogen mellem borger og medarbejder skal foregå på et ligeværdigt niveau, og der skal lyttes til borgerens ønsker og behov.

Hvis borgeren har sagt ja til at deltage i et rehabiliteringsforløb, forventes det, at borgeren deltager aktivt i eget forløb. Forløbet skal iværksættes hurtigst muligt og skal støtte borgeren i at opnå og vedligeholde det bedst mulige funktionsniveau ud fra konkrete mål, som er sat sammen med borgeren. Overgangen fra rehabiliteringsteam til hjemmeplejen skal fortsat prioriteres, så effekterne fra rehabiliteringsindsatsen fastholdes i længst mulig tid.

Mad på køl i cafe

Mad og ernæring

Mad og ernæring styrker det fysiske helbred, livskvaliteten og det sociale sammenhold.

Særlige fokusområder

For mange ældre er måltiderne nogle af dagens højdepunkter og et godt samtaleemne. Madens smag, udseende og duft kan være med til at give en god oplevelse. Det vækker minder og glæde samtidig med, at maden giver sund og vigtig næring.

Der er en del ældre mennesker, som oplever vægttab og er undervægtige. Det medfører øget sygelighed og et svækket immunforsvar og restitutionsevne. Derfor sætter ældreplejen fokus på at styrke ernæringsindsatsen. Som en del af denne indsats, kan diætisterne i samarbejde med borgeren udarbejde individuelle kostplaner, som passer til de individuelle behov.

Det vigtigt at skabe gode rammer omkring måltiderne, der giver lyst til at spise. Det kan enten være alene eller sammen med andre. Måltiderne skal passe ind i borgerens rytme. Maden skal være varieret og ernæringsrigtig, og borgeren skal kunne vælge mellem flere retter, så der på den måde tages hensyn til borgerens individuelle ønsker og behov. Det gælder både for borgere på plejecentrene og borgere i eget hjem.

Rød rose

En værdig død

En værdig død sikres gennem omsorg, nærhed og respekt for den døende og dennes pårørende.

Særlige fokusområder

Døende borgere skal have mulighed for at få en værdig, tryg og så vidt muligt smertefri afslutning på livet. Det kræver, at ældreplejen er i tæt dialog med borgeren og eventuelle pårørende, så der tages udgangspunkt i borgerens egne ønsker til den sidste tid herunder overvejelser om lindrende behandling og eventuel ophør af behandling/fravalg af genoplivning. Hvis borgeren ønsker det, kan der kan formidles kontakt til en præst eller en anden person, der kan give støtte i den sidste tid, ligesom at der kan undersøges mulighed for en frivillig ”vågekone”.

Medarbejderne skal være med til at sikre, at uhensigtsmæssige indlæggelser undgås, så den døende og de pårørende får mulighed for at tage afsked i vante og rolige omgivelser. Der er fokus på at imødekomme ønsket om at dø hjemme, og at borgeren og dennes pårørende informeres om muligheden for ophold på hospice.

Medarbejder og beboer på plejecenter

Indsats for pårørende

Pårørende er en vigtig ressource for mange borgere og yder en stor indsats særligt for svækkede ældre, så de kan blive længst muligt i eget hjem.

Særlige fokusområder

Ægtefæller eller andre nære pårørende, der varetager hjælpen for en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal tilbydes rådgivning og samtalegrupper. 

Derudover skal de pårørende have mulighed for aflastning i hjemmet, og de svækkede ældre borgere skal have tilbud om daghjemsophold. Samarbejdet med de pårørende prioriteres højt.

Aflastningen gives for at støtte pårørende i at have overskud til at klare hverdagen og for sikre, at de kan opretholde en god og aktiv tilværelse, hvor der bl.a. er mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter. Aflastningen tager udgangspunkt i de pårørendes ønsker. Borgere med demenssygdom tilbydes bl.a. træning i daglige færdigheder med det formål at udskyde behovet for døgntilbud.

Medarbejder og beboer på plejecenter

Bekæmpelse af ensomhed

De fleste ældre borgere lever et godt socialt liv, men for nogle er ensomhed et stort problem, der samtidig ofte kan være vanskeligt at konstatere. Det kan have store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet, helbred og trivsel.

Særlige fokusområder

Der skal arbejdes målrettet med at nedbringe den ensomhed, som nedsætter livskvaliteten blandt en række ældre borgere. Det gøres ved at fremme fællesskaber, frivillighed og meningsfulde relationer med udgangspunkt i borgernes individuelle ressourcer. 

Aktivitetsteamet går i dialog med borgere, der er i risiko for at blive ensomme, for at tilbyde et meningsfuldt aktivitetstilbud i kommunalt regi eller for at hjælpe borgeren ind i frivillige tilbud, hvis det ønskes.

Derfor vil ældreplejen understøtte en øget bevidsthed blandt de ældre borgere, om de muligheder nærmiljøet giver for at indgå i fællesskaber, gøre brug af frivillige og skabe nærvær og samvær med andre. Også selv om man er udfordret af sin livssituation. 

Ældreplejen understøtter, at ensomme borgere får kendskab til og tryghed ved at benytte foreningslivet i kommunen og de tilbud, som kommunen har.