Afdelingsleder til Plejecenter Solhøj i Hammel

Her kan du læse job- og personprofilen til stillingen som afdelingsleder på Plejecenter Solhøj i Hammel.

Du kan læse om Favrskov Kommune i linket her - læs blandt andet om indbyggertal, politisk og administrativ organisation samt ledelsesgrundlag

Social og Sundhed

Social og Sundhed er en forvaltning, som udover ældreområdet består af socialområdet, sundhedsområdet samt et tværgående sekretariat med hver deres chef. 

På tværs af driftsområderne har vi vedholdende fokus på at udvikle og udnytte de faglige synergier. Den samlede ledergruppe har udarbejdet den fælles vision : ”Sammen om et sundt og værdigt liv”. Visionen er ved at blive udfoldet i de enkelte områder. Udover at give sammenhæng på tværs skal vi sammen sikre, at visionen giver et fælles fundament og pejlemærker for det fremadrettede arbejde i Social og Sundhed.

Social og Sundhed beskæftiger ca. 1.600 medarbejdere, fordelt på ca. 1.190 årsværk. 

Neden for vises organisationsdiagram for Social og Sundhed:

Organisationsdiagram viser Social og Sundhed i Favrskov Kommune

Ældreområdet

Ældreområdet i Favrskov Kommune er organiseret som vist i nedenstående diagram:

Ældreområdet

Områdets fem områdeledere og ældrechefen indgår i områdeledergruppen, som mødes hver uge og holder 3-4 udviklingsdage om året. Samarbejdet på tværs af områdeledernes områder praktiseres dagligt for at skabe den bedst mulige kvalitet og sammenhæng for de borgere, vi servicerer på ældreområdet. 

Plejecentrene Favrskov Vest 

Plejecentrene Favrskov Vest består af et korttidsafsnit beliggende i Hammel, samt fire plejecentre beliggende i Hammel (Solhøj og Tinghøj), Thorsø (Thorshøj) og i Ulstrup (Anlægget). Distriktet har i alt 148 plejeboliger heraf 71 boliger for borgere med demenssygdom. Derudover har distriktet 25 korttidspladser.

Vi er i ledelsen optaget af sammen at udvikle en robust organisation med inddragelse af alle nøglepersoner og -funktioner for at øge fagligheden, arbejdets tilrettelæggelse og være på forkant med den konstante udvikling.

Se nedenstående diagram for organiseringen af Plejecentrene i Favrskov Vest: 

Organisationsdiagram viser ledelsen for området plejecentre Favrskov Vest

5.1 Solhøj i Hammel

Plejecenter Solhøj blev opført i 2019 med 60 plejeboliger. I 2023 blev plejecentret udvidet med yderligere 12 boliger, så det samlede antal er 72. De 24 af boligerne er forbeholdt borgere med demenssygdom. Beboerne bor midt i et spændende bymiljø med masser af muligheder for rekreation, gåture og daglige aktiviteter. 

Solhøj har ca. 120 ansatte (inkl. vikarer), herunder pleje-, køkken- , trænings- , aktivitets- og servicepersonale samt en afdelingsleder og to assisterende ledere.

Personalet på Solhøj er meget opmærksomme på at samarbejde med beboerne og deres pårørende om at skabe en værdig og meningsfuld hverdag for den enkelte beboer. Vi har på Solhøj et engageret bruger-pårørenderåd, som samarbejder med os om de overordnede ting, som præger hverdagen på Solhøj. Vi har desuden en god kultur for aktiviteter, både i de store og de mindre fællesskaber. Vi afholder flere aktiviteter hver uge, ligesom vi afholder forskellige arrangementer og fester, der hører sig til årstiden.

Vi udvikler løbende måden, hvorpå vi sikrer kerneopgaven og kulturen på arbejdspladsen, og vi forventer, at du arbejder målrettet på, at de mål vi ledelsesmæssigt sætter os, bliver implementeret i hverdagen. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang og lægger vægt på, at medarbejderne har indflydelse på både arbejdstilrettelæggelsen og udviklingen af arbejdspladsen – til gavn for arbejdsfællesskabet og dermed borgernes behov.

6. Overordnede opgaver

Som afdelingsleder har du ansvar for:

  • Personaleledelse, samt ledelse af ledere
  • Den daglige planlægning 
  • Økonomi- og ressourcestyring 
  • At sikre den sundheds- og plejefaglige kvalitet i opgaveløsningen samt medvirke til udvikling heraf
  • Kontinuerlig kompetenceudvikling for personalet
  • Rekruttering af rette kompetencer, samt fokus på onboarding og tilknytning
  • At være ”primus motor” for de forskellige projekter, der iværksættes lokalt og på tværs af kommunen
  • At plejecentret er et attraktivt og veldrevet område for beboere og personale i tæt samarbejde med den øvrige ledelse
  • At sikre et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø
  • At visionen kan ses og mærkes i opgaveløsningen

7. Personprofil

Vi har brug for en leder, der har en sundheds- eller sygeplejefaglig uddannelse og erfaring fra ældreområdet. Vi forventer, at du har ledelseserfaring, og også gerne erfaring med ledelse af ledere.

Du skal have flair for formidling og relationer, og skal kunne give medarbejderne sparring i komplekse forløb. Derudover skal du kunne sætte retning og udvikle medarbejdernes og de assisterende lederes kompetencer, ligesom du prioriterer et godt arbejdsmiljø for alle. 

Du har blik for både de små detaljer og de store linjer i god personaleledelse. Det er vigtigt, at du både kan give og modtage feedback, og at du har lyst til at være en del af en organisation, hvor vi er optaget af, at vi altid kan gøre det endnu bedre.

Det er ligeledes vigtigt, at du kan prioritere og balancere din arbejdstid, da jobbet kræver en vis fleksibilitet for at sikre faglighed og trivsel hele døgnet.

7.1 Uddannelse og erfaring

Vi forventer, at du har flest mulige af følgende kvalifikationer:

  • Sundheds- eller sygeplejefaglig uddannelse
  • Ledelseserfaring og gerne erfaring med ledelse af ledere
  • Lederuddannelse, eller lyst til at påbegynde Diplom i Offentlig Ledelse
  • Gode kommunikative evner både mundtligt og skriftligt
  • Erfaring med faglig ledelse, mål- og værdiarbejde 
  • Vant til økonomistyring og indsigt i budgetter
  • Evne til at inspirere og motivere på alle samarbejdsniveauer
  • Viden om it som redskab for rationelle og faglige løsninger i hverdagen

7.2 Personlige kompetencer

Vi forventer, at du:

  • Er forandringsparat, nytænkende og kan sætte retning for plejehjemmet
  • Kan agere i en omskiftelig hverdag
  • Har og skaber overblik, samtidig med at du har sans for detaljerne
  • Er handlekraftig og kan træffe beslutninger, når det er nødvendigt
  • Lytter, er inddragende og inviterer til dialog og samarbejde
  • Er åben, imødekommende og tillidsfuld
  • Skaber retning og tager lederskab for forandringsprocesser
  • Tager initiativ og bidrager med dine ideer og synspunkter
  • Er synlig og søger indflydelse

8. Yderligere oplysninger

Dit primære arbejdssted vil være Solhøj i Hammel, men det forventes, at du også deltager i møder på forskellige lokationer i kommunen, hvorfor kørekort er en forudsætning.

Stillingen er omfattet af løn- og ansættelsesforhold i henhold til forhåndsaftaler indgået med de faglige organisationer.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om jobbet, eller har spørgsmål til job- og personprofilen, er du meget velkommen til at sende en SMS til områdeleder Lotte Lambek på 24 34 50 44, så ringer hun dig op. Du er også velkommen til at sende en mail til hende på [email protected].

Alle henvendelser behandles fortroligt.

9. Ansættelsesproces

Ansættelsesudvalget består af:

  • Områdeleder Lotte Bundgaard Lambek
  • Leder af KTA Louise Hartivg
  • Assisterende leder Lykke Lysgaard
  • FTR Anja Hald
  • AMR Pernille Svendsen
  • Centersygeplejerske Rikke Nielsen

Desuden deltager rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen ved 2. samtale og testtilbagemeldingen. Ældrechef Jeanette Rokbøl deltager ved 2. samtale.

Ansøgningsfristen er 16. februar, og vi beder dig om at sende din ansøgning vedlagt CV, dokumentation for uddannelse og øvrige relevante via favrskov.dk/job.

18. februar udvælger ansættelsesudvalget kandidater til 1. samtale. Indkaldelse sker telefonisk og på mail samme dag.

1. samtale afholdes 21. februar. Kandidater, der går videre til 2. samtale, skal gennemføre en personlighedstest mellem 1. og 2. samtale. Der er testtilbagemelding 26. februar (fra morgenstunden), og 2. samtale foregår 27. februar (formiddag).

Forventet tiltrædelse: 1. april 2025