Her kan du læse mere om tilskud til pasning af egne børn

Hvor meget kan du få i tilskud?

Der udbetales 5.987 kr. pr. måned pr. barn pr. 1. januar 2023
Tilskuddet kan ydes til børn i alderen 26 uger til og med 2 år og 11 måneder.

Herudover gælder:

  • Tilskuddet ydes for en periode på minimum 8 uger og maksimum 1 år pr. barn. Den samlede tilskudsperiode kan deles op i to, men må samlet set ikke overstige 1 år. Tilskudsperioden kan deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret til tilskuddet.
  • Tilskuddet kan gives til biologiske forældre, samlevende i husstanden og adoptanter, der opfylder betingelserne for at modtage tilskuddet.
  • Det er ikke muligt at få søskendetilskud i forbindelse med tilskuddet.
  • Der kan højest udbetales tilskud til 3 børn pr. husstand.
  • Tilskuddet udbetales månedsvis bagud.
  • Tilskuddet beskattes som A-indkomst. Dog skal der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag, da der ikke er tale om en arbejdsindtægt. 
  • Det samlede tilskud pr. husstand kan ikke overstige dagpengemaksimum.
  • Ansøger må gerne afholde almindelig ferie i Danmark og udlandet af kortere varighed, forudsat at barnet passes af ansøger. Feriegodtgørelse kan desuden godt udbetales samtidig med, at en forælder modtager tilskud til pasning af egne børn.

Hvad skal du opfylde for at få tilskuddet?

Når du modtager tilskud, kan du ikke samtidig have arbejdsindtægt eller modtage overførselsindkomst f.eks. SU, fleks-ydelse, kontanthjælp, dagpenge mv. Tilskud til pasning af egne børn er dermed et alternativ til at være til rådighed og have tilknytning til arbejdsmarkedet.

Herudover gælder:

  • Du skal som ansøger have opholdt dig i Danmark, Grønland eller Færøerne i syv ud af de sidste otte år. Dette gælder ikke for EU/EØS-borgere.
  • Ansøgeren skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer. Dokumentation er 9.-klasseprøven i dansk med mindst karakteren 2, bestået ’Prøve i Dansk 2’ eller tilsvarende. Dette gælder ikke for EU/EØS-borgere.
  • Du skal som ansøger have bopæl i Favrskov Kommune.
  • Barnet kan ikke samtidig benytte et andet pasningstilbud
  • Forældre kan ikke få tilskud til pasning af eget barn, hvis hensynet til barnet taler for, at barnet skal optages i dagtilbud med støtte. 

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 1 måned. Ordningen kan starte fra den 1. og 16. i måneden og ophøre/ændres til den 15. eller den sidste i en måned. Tilskudsperioden kan opsiges/ændres med 1 måneds varsel. 

Vi modtager tidligst din ansøgning 2 måneder før start af tilskudsperioden.

Hvordan kan du dokumentere, at du ikke har nogen anden indtægt?

Når der ansøges om tilskud til pasning af eget barn, laves der samtidig en tro- og loveerklæring på, at ansøger ikke har anden indtægt i perioden, hvor tilskuddet modtages. Favrskov Kommune vil løbende føre kontrol med, at tilskudsmodtager ikke har anden indtægt. 

Hvad sker der, når du ikke længere får tilskud?

Ved udløb af tilskudsperioden kan du få plads til barnet i et dagtilbud efter de almindelige optagelsesregler. Men vær opmærksom på, at barnet skal skrives op via den digitale pladsanvisning (det er ikke nok at afkrydse i ansøgningsskemaet, at der ønskes plads).

Løbende evaluering

Byrådet i Favrskov Kommune besluttede 29. marts 2022, at ordningen skal evalueres efter et år. Hvis du modtager tilskud til pasning af eget barn, vil du derfor modtage et evalueringsskema i Digital Post. Vi håber, at du vil hjælpe os med evalueringen ved at besvare skemaet.

Klagevejledning

Der er ikke fastsat særlig klageadgang i forbindelse med ordningen. Kommunens konkrete afgørelse om godkendelse af tilskud kan indbringes for Ankestyrelsen.

Selvbetjening - ansøgningsskema

Tilskuddet søges via linket her - du skal bruge dit MitID for at ansøge.
 

Kontakt

Pladsanvisningen

Danstrupvej 4
Hvorslev
Tlf. 89 64 31 50
pladsanvisningen@favrskov.dk

Send ikke fortrolige eller følsomme oplysninger på mail - send i stedet Digital Post via linket her

Telefontid

Mandag, tirsdag og onsdag: kl. 9.00-10.00
Torsdag: kl. 9.00-10.00 og kl. 15.00-17.00