Carrier

Cortenstål, opsat i 2004, Hammel Neurocenter, Voldbyvej

Kunstner: Frode Steinicke f. 1953. Røgen. Frode Steinicke har udført flere udsmykninger i det offentlige rum. Han arbejder nonfigurativt med enkle, rene former og linjeforløb. 

Ved indgangen til Hammel Neurocenter står Frode Steinickes skulptur ’Carrier’. 

Værket blev bestilt og købt af Århus Amt som en gave til Dronning Margrethe, og meningen var, at det skulle stå i haven ved Marselisborg Slot. Der kunne imidlertid ikke findes plads til skulpturen, og Århus Amt valgte i stedet at forære den til Hammel Neurocenter, hvor den blev opstillet i 2004. 

Karakteristisk for Steinicke er et enkelt, minimalistisk formsprog, og i sin tale ved indvielsen forklarede kunstneren, at ’Carrier’- på dansk ’Bærer’ - er en genstandsløs skulptur. 

”At den er genstandsløs betyder, at den ikke gengiver noget fra den synlige verden. Den er en realisering af en indre billedforestilling og ide. End ikke naturen er dens udgangspunkt. Den er rent fysisk sit eget objekt. Den forestiller det, den er. En skulptur. Og netop fordi skulpturen er genstandsløs, er den i et frirum, hvor den ikke behøver forklaringer og undskyldninger. Den er herved åben for allehånde fortolkninger og overlader sig frit til beskuerens egen frie fantasi. Den tilbyder med andre ord beskueren en neutral fornøjelse ved det at se og røre.”

Frode Steinicke, der bor i landsbyen Røgen syd for Hammel, er også kunstneren bag værket ’Steel Stele’ foran InSide i Hammel. Han står desuden bag skulpturen ’I’m Talking to You’ i Voldum fra 2002 og kunsttrappen ’Modus Vivendi’ i Præstegårdskoven i Røgen fra 2015.

Skulpturen Carrier i Hammel