Vedtagelse af Lokalplan nr. 430 Moselund naturcenter i Hinnerup og tillæg nr. 18 til Kommuneplan 2021-32
Planforslagene har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra 2. september til 28. oktober 2024.
Formålet med tillægget er at udvide kommuneplanrammen, så det omfatter hele lokalplanområdet for at muliggøre lokalplan nr. 430 Moselund naturcenter og muliggøre, at der også kan planlægges for en børnehave. Formålet med lokalplanen er at skabe mulighed for, at der kan ske modernisering af Moselund Spejdercenter samt etablere en børnehave i området.
Der er i høringsperioden indkommet fem høringssvar. Høringssvarene omhandler en konkret vurdering af Kommuneplan 2021-32´s retningslinjer for naturområder og økologiske forbindelser, bekymringer for placering af en børnehave i Moselund af hensyn til naturen og bekymringer for trafikken, herunder hastighedsbegrænsninger, etablering af cykelsti, trafiksikkerhed, støj og lysgener. Derudover er der anmodet om aflysning af servitutter og udvidelse af byggefeltet i delområde IV.
Høringssvarene har givet anledning til én ændring i lokalplanen og én ændring i tillægget. Ændringerne vedrører en tilføjelse af vurdering af kommuneplanens retningslinjer for naturområder og økologiske forbindelser i redegørelsen for kommuneplantillægget samt lokalplanens angivelse af byggefeltet i delområde IV tilrettes, så arealet omkring gasledningen udgår og erstattes med et areal mod vest i forlængelse af DDS-spejdernes spejderhytte.
Se Lokalplan nr. 430 Moselund naturcenter i Hinnerup her
Se Tillæg nr. 18 til Kommuneplan 2021-32 her
Retsvirkning og klagemuligheder
Efter den endelige vedtagelse af ”Lokalplan nr. 430 Moselund naturcenter i Hinnerup” må ejendommene, der er omfattet af lokalplanen, kun udstykkes og bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser, jf. Planlovens § 18.
Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommene kan fortsætte som hidtil, og planen medfører ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v., der er indeholdt i planen.
Planerne er vedtaget i henhold til Lov om planlægning.
Efter § 58, stk.1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige spørgsmål om planens lovlighed, herunder om procedure- og kompetenceregler ved planens tilvejebringelse er overholdt. Der kan derimod ikke klages over planens indhold og hensigtsmæssighed.
En klage i henhold til planlovens § 58, stk.1, nr. 3, har ikke umiddelbart opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet jf. Bekendtgørelse 2017-01-28 nr. 130. Klageberettigede er ”Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde”, enhver med retlig interesse i sagen og landsdækkende foreninger og organisationer med mindst 100 medlemmer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø.
En eventuel klage skal være Planklagenævnet i hænde senest fire uger fra den offentlige bekendtgørelse 29. januar 2025 og indgives via Klageportalen. Du finder et link til Klageportalen på Planklagenævnets hjemmeside, Nævnenes Hus (naevneneshus.dk), www.borger.dk og www.virk.dk, hvor du skal logge på med MitID.
Klagen sendes automatisk via Klageportalen til Kommunen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Kommunen i Klageportalen. Du vil blive opkrævet et gebyr, når kommunen har oversendt din klage til Planklagenævnet. Vejledning om gebyr kan findes på Planklagenævnets hjemmeside Klagevejledning Planklagenævnet (naevneneshus.dk) Her kan du også læse mere om klagenævnets sagsbehandling.
Et eventuelt søgsmål skal være anlagt ved retten inden 6 måneder fra den dag, der er truffet endelig afgørelse i sagen.