- En streg er en stemme, og vi skal turde give slip

23.05.2024
Forløb med billedkunst på Tungelundskolen
Forløb med billedkunst på Tungelundskolen
Forløb med billedkunst på Tungelundskolen

’Tegn, tegn, tegn’ er overskriften på dagen, hvor billedskolelærer Line Frøslev giver eleverne på 5. årgang på Tungelundskolen i Thorsø et indblik i tegninger, teknikker og materialer. Og hendes budskab er klart: Alle kan tegne, giv slip og drop selvkritikken.

Tegninger med krusedulle-dyr og farvestrålende fugle på sort baggrund ligger på bordene i billedfagslokalet på Tungelundskolen. De flotte tegninger vidner om, at billedkunstner Line Frøslev, fra Hinnerup Billedskole, har helt ret i, at alle kan tegne.
- Med de første tegninger har vi haft tempo på, så eleverne ikke har haft tid til at tænke sig om. De har skullet tegne hurtigt og slippe alle tøjlerne. De får nemlig hurtigt præstationsangst, fordi de tænker mere på resultatet end på processen. En streg er en stemme, og vi skal turde give slip. Indimellem kan jeg se, at det netop er det, eleverne gør, siger Line Frøslev. 

Hun fylder lidt mere teori og teknikker på eleverne, og så får de en ny opgave: De skal tegne cirkler med en tynd pen på et stykke træ uden at flytte håndleddet. Eleverne tager udfordringen op og ender med at samle alle stykkerne på et bord. Sammen bliver de til et lille kunstværk.
Efter en kort pause venter endnu en udfordring, hvor de skal tegne med begge hænder på samme tid uden at løfte de to tuscher op fra papiret. Alle skal tegne en høj, slank kat, og Line giver et bud på, hvordan de kan gøre det. Med malertape bliver deres papir sat fast på bordet, når de skal bruge begge hænder til at tegne.

- Det er noget af en challenge, lyder det fra Line Frøslev, mens eleverne giver sig i kast med opgaven. Hun roser dem:
- Tohånds er svært, så det er rigtig godt grebet af jer.
- Mange børn stopper desværre med at tegne, når de er 10-11 år. De har så høje forventninger til sig selv og er meget selvkritiske. Jeg forsøger at få dem til at droppe selvkritikken, og som kunstner Carl Krull siger, er det netop vigtigt, at ’det er skidesjovt at tegne’. Vi har alle vores egen stil, og en streg er en stemme, og med den sætter vi et spor i verden. Mit håb er, at jeg kan få dem til at give slip og tegne løs. Og i den proces forsøger jeg så at lære dem nogle forskellige teknikker, siger Line Frøslev. 

Forløbet med overskriften ’Tegn, tegn, tegn’ er en del af Åben skole. De andre billedskoler i Hadsten, Hammel og Ulstrup har også forskellige forløb i skolerne. 

Forløb med billedkunst på Tungelundskolen
Forløb med billedkunst på Tungelundskolen
Forløb med billedkunst på Tungelundskolen