Endnu flere landsbyer med i Lokaldysten i Favrskov

08.08.2024
Billede fra Lokaldysten i Thorsø i 2023
Lokaldysten foregår igen i Favrskov Kommune i 2024

Sidste år deltog fire landsbyer for første gang i Lokaldysten, der er et DGI-motionsevent, hvor landsbyerne udfordrer hinanden på at tilbagelægge flest kilometer i løbet af to timer. I år er også Lyngå og Nr. Galten med i konkurrencen. 

Sidste år viste beboerne i de fire deltagende landsbyer – Thorsø, Svenstrup, Houlbjerg og Lerbjerg/Svejstrup – på flotteste vis, hvad Lokaldysten går ud på: Det handler om fællesskab, bevægelse, lokalt sammenhold og det at få en på opleveren sammen. Og så er den overordnede målsætning fra DGI’s side at inspirere flere til at bevæge sig. 
De fire landsbyer havde så god en oplevelse med Lokaldysten sidste år, at de er med i år igen, og nye på holdet er Lyngå og Nr. Galten. Der er en førstepræmie på 7.000 kr. at dyste om. 

Det handler om at tilbagelægge så mange kilometer som muligt i løbet af to timer på en markeret rute. Alle aldre kan deltage ved at gå, løbe eller cykle. Også dem i klapvogn eller kørestol kan være med. Alle kilometer tæller. Det lokalsamfund, som er mest aktivt og tilbagelægger flest kilometer pr. indbygger, vinder årets dyst mod de andre deltagende landsbyer i kommunen. 

Her foregår Lokaldysten i Favrskov Kommune: 

  • Onsdag 14. august: Svenstrup
  • Fredag 16. august: Lyngå
  • Torsdag 22. august: Lerbjerg/Svejstrup
  • Torsdag 29. august: Thorsø
  • Torsdag 5. september: Houlbjerg
  • Fredag 13. september: Nr. Galten