Festlig mandag med rejsegilde og kakaomælk

14.05.2024
Tilbygning til Børnehuset Elmegården
Tilbygning til Børnehuset Elmegården
Tilbygning til Børnehuset Elmegården

I går var flaget hejst i Børnehuset Elmegården i Hinnerup, og der var tilmed en flot krans i toppen af den nye tilbygning til institutionen for at markere, at det nu var tid til at fejre rejsegildet. Og det blev fejret med høj solskin, bål, pølser, brød og kakao – og Linda Hellegaard Andersen, daglig leder i Børnehuset Elmegården og Børnehuset Rønbækken, holdt en lille tale og sagde blandt andet:

- I dag er en særlig dag for os alle her i Børnehuset Elmegården. Det er en dag, hvor vi fejrer ikke blot et byggeri, men også en udvidelse af vores familie her i Elmegården. Denne tilbygning symboliserer vores engagement i at skabe et endnu bedre miljø for vores børn. Et miljø, hvor de kan udforske, lære og vokse i trygge rammer. Jeg vil gerne takke alle involverede parter, fra arkitekter og ingeniører til håndværkere og vores dedikerede personale, for jeres indsats i at gøre denne drøm til virkelighed. Uden jeres hårdtarbejdende indsats og ekspertise ville dette projekt ikke være muligt.

Udvidelsen på de 374 kvadratmeter og ombygninger i det eksisterende byggeri går efter planen. Til nybyggeriet hører to vuggestuegrupper, en liggehal og et fællesrum.
Alle børnene i institutionen følger med i byggeriet. Det ses også på opslagstavlen i fællesrummet, hvor der hænger laminerede billeder af nogle af de køretøjer, håndværkerne bruger. Det er vigtigt at få de rigtige betegnelser på plads.