Fordebat om ny genbrugsplads mellem Hinnerup og Hadsten

25.10.2024

Byrådet i Favrskov udsender ultimo november 2024 forslag om placering af en ny samlet genbrugsplads for hele den østlige del af Favrskov Kommune.

Byrådet besluttede i 2022, at der i fremtiden kun skal være én genbrugsplads i den østlige del af Favrskov Kommune, og at den nye plads skal erstatte de eksisterende genbrugspladser i Hinnerup og Hadsten. 

Der er flere gode grunde til at lave ny samlet genbrugsplads i den østlige del af kommunen:

  • For det første er der i området et stort behov for yderligere kapacitet til håndtering af både nuværende og fremtidige affaldsfraktioner. 
  • For det andet er der behov for bedre plads til nye tiltag som for eksempel det populære Gi’ og Ta’-koncept, der har stor succes på den nye genbrugsplads i Hammel. 
  • For det tredje vil en ny samlet genbrugsplads i langt højere grad gøre det muligt at tage hensyn til miljøet omkring genbrugspladsen.
  • For det fjerde vil en ny samlet genbrugsplads kunne bidrage væsentligt til at optimere og effektivisere den samlede drift af affaldsområdet – og dermed på længere sigt have en positiv indflydelse på taksternes udvikling. 

I forlængelse af Byrådets beslutning i 2022 er mulige lokaliseringer screenet efter en række parametre – herunder nærheden til boliger, infrastruktur, synlighed i landskabet samt forskellige miljøforhold. For to af placeringerne er der lavet yderligere undersøgelser og vurderinger. Det drejer sig om en placering nord for Haldum og en placering syd for Sandby. 

Resultatet af disse nærmere undersøgelser viser, at de to placeringer i særlig grad adskiller sig fra hinanden på to parametre. For så vidt angår placeringen syd for Sandby, så kræver den, at der skal flyttes en gasledning, hvilket er meget udgiftskrævende. Placeringen syd for Sandby ligger desuden i et område, hvor der på sigt er stor sandsynlighed for, at Hadsten Vandværk skal indvinde drikkevand. 

Undersøgelserne er ad flere omgange præsenteret for og drøftet i Byrådet. Med baggrund heri anbefaler forvaltningen, at der arbejdes videre med en placering af en ny og moderne genbrugsplads nord for Haldum, og at dette forslag nu lægges ud i en fordebat. 

Af debatoplægget fremgår det bl.a., at Lynghøjvej forlægges i nordlig retning, så afstanden mellem genbrugspladsen og Haldum by øges. Desuden udlægges der nord for Haldum store naturarealer til regnvandshåndtering. Hertil kommer etablering af jordvolde og beplantning, der skal bidrage både fysisk og visuelt til at afgrænse den nye genbrugsplads, så eventuelle gener for de borgere, der bor tættest på den nye genbrugsplads, begrænses mest muligt. 

Meningen med debatoplægget er at skabe åbenhed om planerne for en ny og nødvendig affalds- og genbrugshåndtering i den østlige del af Favrskov Kommune og derigennem få en god og konstruktiv dialog med lokalsamfund og alle andre interesserede om mulighederne og udfordringerne ved en ny genbrugsplads nord for Haldum. 

Debatoplægget og anden relevant materiale vedrørende projektet er tilgængeligt på Favrskov Kommunes hjemmeside her.