Hadsten-unge har været med til at skabe vandreforestillingen Hjemstavn

09.08.2024

I uge 35 har forestillingen Hjemstavn premiere i Hadsten, hvor elever fra Hadsten Skole har bidraget med poesi om, hvad det vil sige at høre til et sted og samtidig skille sig ud. Teater Fluks har skabt forestillingen, hvortil der er 40 billetter fredag 30. august.

Det er ikke en helt almindelig teaterforestilling, eleverne fra Hadsten Skole har bidraget til. Den foregår i det fri ved vådområdet Kollerup Enge bag Sløjfen. Udstyret med trådløse høretelefoner vil deltagerne lytte til lokale fortællinger, unge stemmer, musik og lyrik, og de vil opleve performance og scenografiske billeder skabt af Teater Fluks. 

I foråret 2024 deltog elever fra 8. årgang på Hadsten Skole i nogle skriveworkshops sammen med forfatter og poet Mads Mygind. Eleverne arbejdede med at sætte ord på temaer om at høre til, skille sig ud og balancen mellem fællesskab og individualitet. Det er blevet til ny hjemstavnspoesi om Hadsten, og det er blandt andet de unges tanker og fortællinger om deres lokalområde og det at høre til, der danner afsæt for vandreforestillingen. Dermed kommer publikum tæt på byens kulturhistorie og lokale fortællinger, og forestillingen byder ind med, hvordan det som ung er at have en hjemstavn og være en del af en lokal kulturhistorie. 

Målet med Hjemstavn er at inddrage de unge i at skabe en unik kulturoplevelse, der kobler kultur og natur. I uge 35 får eleverne fra 8. og 9. klasse på Hadsten Skole og Østervangskolen i Hadsten mulighed for at opleve forestillingen, og det samme gør 10. klasse fra Hadsten Skole. 

Desuden er der en offentlig forestilling fredag 30. august kl. 16.30-18.00 med mødested uden for Sløjfens hovedindgang i Hadsten. Der er 40 billetter til den forestilling. De er gratis, og det er først til mølle fra 15. august. 
Book billetter til 30. august 2024 

Hjemstavn er skabt af Teater Fluks i sæt samarbejde med Kulturring Østjylland og lokale unge. Teateroplevelsen består af syv vandreforestillinger, som skræddersyes og tilpasses kommunerne i Kulturring Østjylland: Odder, Skanderborg, Hedensted, Syddjurs, Norddjurs, Samsø og Favrskov. 

I Favrskov er der forestillinger fra 27. til 30. august 2024.