Vedtægter for den selvejende daginstitution Hadsten Børnehave

§ 1 Daginstitutionens Navn

Den selvejende daginstitutions navn er Hadsten Børnehave.

Dens hjemsted er Favrskov Kommune, og har adresse på

Lindevej 4

8370 Hadsten

§ 2 Overordnede Mål

Stk. 1

Daginstitutionen er en selvejende institution, der drives i henhold til lov om dagtilbud §§19 – 20 eller tilsvarende senere lovgivning. Daginstitutionen har indgået driftsoverenskomst med Favrskov Kommune.

Daginstitutionen drives i overensstemmelse med Favrskov Kommunes mål og rammer for børn og unge i dagtilbud og den til en hver tid gældende lovgivning.

Stk. 2

Daginstitutionen overordnede formål er at virke som dagtilbud for børn i alderen 2 år og 11 måneder til 6 år.

§ 3 Formål

Daginstitutionen formål er – med respekt for de af kommunen fastsatte mål og rammer jf. §2 – at drive dagtilbud i overensstemmelse med Dagtilbudsloven

Daginstitutionen skal leve op til de enhver tid gældende krav og love der er gældende inden for Daginstitutionsområdet

Børnehavens formål er at fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

Børnehaven skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse og bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Børnene i Hadsten Børnehave skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring.

Børnehaven skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. og skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund.

Børnehave skal i samarbejde med forældrene sikre børn en god overgang fra hjem til dagtilbud. Den skal endvidere i samarbejde med forældre og skole sikre børn en god sammenhængende overgang mellem dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole ved at udvikle og understøtte deres grundlæggende kompetencer og lysten til at lære.

Daginstitutionens pædagogiske ramme og indhold fastlægges gennem den pædagogiske læreplan, der udarbejdes og evalueres i henhold til Dagtilbudsloven.

Børnehaven lægger vægt på forældresamarbejdet, både i forhold til det enkelte barn samt i forhold til samarbejdet med Børnehaveforeningen, bestyrelsen og forældreinddragelse i sociale aktiviteter i og forskønnelse af Hadsten Børnehave.

§ 4 Børnehavens ledelse

Den selvejende Daginstitutionen ledelse består af en institutionsbestyrelse, der varetager den overordnede ledelse, og en dagtilbudsleder, der under ansvar over for bestyrelsen, varetager den pædagogiske og daglige, administrative ledelse og drift af institutionen.

§ 5 Bestyrelsen

Stk. 1

Bestyrelsen består af 6 medlemmer, og sammensættes af:

  • 4 medlemmer valgt af og blandt de personer, der på tidspunktet for valgets gennemførelse har forældremyndigheden over et barn, der er optaget i daginstitutionen. Herefter kaldet forældrerepræsentanter.
  • 2 medlemmer udpeget af Hadsten Børnehaveforening.

Stk. 2

Bestyrelsen vælges ved den årlige generalforsamling for alle forældre til børn indmeldt i daginstitutionen. Denne afholdes i årets første kvartal senest ved udgangen af marts.

Bestyrelsen indbyder til generalforsamling senest 14 dage før afholdelse. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for afholdelse af generalforsamling, valg, valgprocedure m.v.

Valg til forældrerepræsentationen i bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal. Der kan kun gives én stemme pr. indskrevet barn. I tilfælde af stemmelighed, hvorved der ikke kan træffes afgørelse om, hvem der er valgt til bestyrelsen, finder der omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer.

Stemmeafgivelse forudsætter deltagelse i valgmødet, og der kan således ikke stemmes ved fuldmagt. Valgmødet kan om nødvendigt foregå elektronisk/virtuelt.

Medarbejdere med børn i institutionen har valgret, men er ikke valgbare.

Der vælges tillige 2 suppleanter for forældrerepræsentanterne på samme betingelser. Suppleanterne indtræder i bestyrelsen i tilfælde af en forældrerepræsentants varige eller langvarige (over 2 måneder) forfald.

Stk. 3

Forældrerepræsentanterne vælges for 2-årige perioder. Der holdes forskudte valg, så halvdelen af bestyrelsen er på valg i ulige år og halvdelen i lige år. Valgperioden løber fra datoen for generalforsamlingen, hvor de er valgt.

Suppleanter vælges for en 1-årig periode. Den suppleant, der får flest stemmer, er førstesuppleant og så fremdeles.

Stk. 4

Er der ikke valgt suppleanter for forældrerepræsentanterne, skal der inden for 4 uger, fra forfaldet er bestyrelsen bekendt, afholdes forældremøde med suppleringsvalg til bestyrelsen. Det nyvalgte bestyrelsesmedlem indtræder herefter i resten af valgperioden.

Stk. 5

Repræsentanter for Børnehaveforeningen udpeges i henhold til Børnehaveforeningens vedtægter. Disse skal være udpeget inden det konstituerende bestyrelsesmøde. Børnehaveforeningen har ligeledes ansvar for at udpege en suppleant.

Stk. 6

Dagtilbudsleder og medarbejderrepræsentant deltager i bestyrelsesmøderne. Medarbejderrepræsentanten samt en suppleant for denne, vælges af og blandt det fastansatte personale én gang årligt.

Dagtilbudslederen og medarbejderrepræsentanten har ikke stemmeret ved bestyrelsesmøderne. Medarbejderrepræsentanten deltager ikke ved bestyrelsens drøftelse af personfølsomme sager. Lederen fungerer som bestyrelsens sagsbehandler/sekretær.

§ 6. Bestyrelsens konstituering og arbejde

Stk. 1

Bestyrelsen konstituerer sig selv med sin formand og næstformand blandt de forældrevalgte medlemmer. Dette skal ske indenfor 14 dage efter generalforsamlingen.

Stk. 2

Formanden indkalder til og leder bestyrelsesmøderne. Formanden drager omsorg for at vedtagne beslutninger gennemføres i samarbejde med dagtilbudslederen.

Stk. 3

Bestyrelsen afholder mindst 4 møder årligt.

Stk. 4

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er tilstede.

Stk. 5

Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden. I tilfælde af formandens varige forfald, eller hvis formanden ikke - trods henstilling fra mindst to medlemmer – indkalder til mødet, kan to medlemmer indkalde til møde.

Stk. 6

Bestyrelsens afgørelser træffes ved almindelig flertalsbeslutning.

Stk. 7

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden (forefindes skriftligt).

Stk. 8

Bestyrelsesarbejdet er i henhold til forvaltningsloven og straffeloven underlagt en almindelig tavshedspligt, der fortsætter efter bestyrelsesmedlemmet er udtrådt af bestyrelsen.

Bestyrelsen er forpligtet til skriftligt at orientere nye bestyrelsesmedlemmer om denne tavshedspligt og modtage kvittering for bestyrelsesmedlemmets modtagelse af denne orientering.

Stk. 9

Det påhviler bestyrelsen at sørge for, at nyvalgte bestyrelsesmedlemmer umiddelbart ved deres indtræden i bestyrelsen er gjort bekendt med nærværende vedtægt, den med kommunen indgåede driftsoverenskomst samt bestyrelsens forretningsorden og øvrige i institutionen gældende retningslinjer.

§ 7  Bestyrelsens opgaver og ansvar

Stk. 1

Bestyrelsen påser, at den selvejende daginstitutions administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyntagen til dennes formål og de regler, der til enhver tid gælder for daginstitutionens ledelse og drift.

Stk. 2

Bestyrelsen har ret til at undersøge alle forhold, der vedrører daginstitutionen og til at forlange oplysninger af dagtilbudslederen eller personalet. Bestyrelsen og dens enkelte medlemmer kan når som helst aflægge besøg på institutionen.

Stk. 3

Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning.

Stk. 4

Indgåelse og ophævelse af aftaler, som berører institutionens egenkapital og formueforhold, kræver tilslutning fra samtlige bestyrelsesmedlemmer.

§ 8 Ansættelse og afskedigelse

Stk. 1

Børnehavens bestyrelse udøver arbejdsgiveransvar ved såvel ansættelse og afskedigelse af personale som i sager om arbejdsmiljø.

Stk. 2

Opgaven med ansættelse og afskedigelse af børnehavens leder kan ikke uddelegeres af bestyrelsen. Ansættelse og afskedigelse af leder sker med forbehold for godkendelse af Favrskov Kommune.

Stk. 3

I sager om personaleforhold kan formanden for bestyrelsen og/eller børnehavens leder få rådgivning og vejledning hos kommunen.

Stk. 4

Bestyrelsen kan - efter nærmere konkret aftale herom – delegere ansættelses- og afskedigelses-kompetencen til dagtilbuddets leder. På disse områder foreligger der en kompetenceplan for opgave- og ansvarsfordeling mellem bestyrelsen og børnehavens leder. Uddelegeret kompetence kan til en hver tid tilbagekaldes af Bestyrelsen.

§ 9 Forpligtelse og Hæftelse

Stk. 1

Den selvejende institution Hadsten Børnehave hæfter med sin egenkapital/formue efter dansk ret almindelige regler for alle institutionens påhvilende gældsforpligtelser.

Stk. 2

Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige for børnehavens dispositioner i overensstemmelse med dansk rets almindelige ansvarsregler.

Stk. 3

Til at forpligte institutionen overfor tredjemand kræver underskrift af mindst to bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, eller ved dennes længerevarende fravær tre bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4

Dispositioner over fast ejendom eller institutionens lejemål kræver underskrift af et flertal af bestyrelsens medlemmer, herunder formanden.

§ 11 Daginstitutionens Nedlæggelse

Stk. 1

Beslutning om nedlæggelse af daginstitutionen, eller dens ophør som selvejende daginstitution kræver tilslutning af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2

Ved daginstitutionens nedlæggelse skal dens egenkapital/formue anvendes til et tilsvarende socialt formål.

§ 12 Vedtægtsændringer

Ændringer af disse vedtægter kræver tilslutning fra samtlige medlemmer af bestyrelsen. Vedtægterne kræver desuden godkendelse af Favrskov Kommune.

Nærværende vedtægter er gældende fra 12.11. 2020.

For Hadsten Børnehave, Lindevej                           For Favrskov Kommune