Afdelingsleder til Rehabiliteringsteamet på ældreområdet

Her på siden kan du læse job- og personprofilen til stillingen som afdelingsleder til Rehabiliteringsteamet.

Se generel introduktion til Favrskov Kommune i "Når du søger job: Om Favrskov Kommune generelt"

Vi søger en afdelingsleder med sundhedsfaglig baggrund til vores Rehabiliteringsteam, som består af 12 medarbejdere (6 ergoterapeuter, 1 fysioterapeut, 4 social- og sundhedsassistenter og 1 social- og sundhedshjælper).

Som leder for Rehabiliteringsteamet skal du være indstillet på også at have borgerkontakt, da du vil kunne have borgerbesøg på lige vilkår med de øvrige medarbejdere i teamet en gang i mellem. 

Teamet har det seneste år gennemgået en udvikling, som betyder, at det ikke længere har én disponator - teamet er nu selvdisponerende og er fælles om den daglige planlægning. Dette for i højere grad at kunne understøtte en effektiv planlægning og dermed kunne opstarte hos borgerne indenfor 24 timer på hverdage.

Vi har de seneste 2 år arbejdet med Fremtidens Visitation, som vi ansøgte og fik penge til at arbejde med, hvilket har resulteret i et styrket samarbejde mellem Rehabiliteringsteamet og Visitationen om eksempelvis ensretning af arbejdsgange og skelnen mellem §11 og §83a forløb.

Rehabiliteringsteamet er forankret under Visitationen på ældreområdet, hvor også Demensindsatsen og Hjælpemiddelservice er placeret.

Om ældreområdet i Favrskov Kommune

På ældreområdet arbejder vi i faste tværfaglige teams med hjemme- og sygeplejen, hvor omdrejningspunkterne bl.a. er kontinuitet for borgeren, rehabilitering samt nedbringelse af ensomhed. Du vil i den forbindelse skulle indgå i et nært samarbejde med de øvrige afdelingsledere for særligt visitationen, hjemmeplejen og sygeplejen. Hertil ligger også et spændende arbejde forude med implementering af både ældreloven samt sundhedstruktur-reformen.

Vi er en organisation i konstant udvikling og vores medarbejdere er meget engagerede. I 2024 har vi haft faglig ledelse på dagsordenen, som har været både spændende og udviklende for alle lederne på ældreområdet.

Du kommer til at indgå i et velfungerende lederteam, som består af i alt tre ledere og en områdeleder. I lederteamet er der rum til forskellighed, og vi leder ud fra ledelsesgrundlaget: ”vi bruger feedback, vi går i direkte dialog, vi samarbejder på tværs og vi går nye veje”.

Vi har et velfungerende samarbejde med TR/AMR, som bygger på åbenhed og ligeværdighed. Vi ser vidensdeling og faglig sparring som en naturlig måde at understøtte den fælles opgaveløsning på.

Som afdelingsleder vil du få arbejdsplads på Kildebakken 6, 8370 Hadsten, men da vi afholder møder i hele kommunen, er det vigtigt, at du har kørekort til personbil.

Dine opgaver som leder

Du har driftsansvar i afdelingen samt styring af økonomi og ressourcer inden for den delegerede ramme. Dette foregår i tæt samarbejde med dine medarbejdere, som er selvdisponerende.

Det er vigtigt, at du kan formidle mål, værdier, normer og beslutninger, og at du udvikler, støtter og coacher medarbejderne, så opgaverne løses bedst muligt.

Du skal have fokus på trivsel og udvikling af den enkelte medarbejder og teamet som helhed.

Som en del af stillingen holder du teammøder og MUS-samtaler.

I dit arbejde er du en god rollemodel, og du er med til at skabe en forandringsparat kultur med et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Dine faglige kompetencer

  • Du har ledererfaring – du har en lederuddannelse eller har lyst til at tage en lederuddannelse på diplomniveau eller tilsvarende.
  • Du har en sundhedsfaglig baggrund.
  • Du er tydelig på målet og vejen dertil.
  • Du har drivkraft i forbindelse med forandringer. 
  • Du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation eller har lyst til det. 
  • Du har lyst til at bidrage til den sundhedsfaglige udvikling i området.
  • Du har økonomifaglige kompetencer og evnen til at formidle økonomiske budskaber i et klart og præcist sprog.

Dine personlige kompetencer

  • Du er synlig, tydelig og tillidsfuld i din ledelsesstil.
  • Du er initiativrig, fleksibel og velovervejet.  
  • Du er positiv og handlekraftig med gode samarbejdsevner. 
  • Du evner at arbejde på tværs i hele den kommunale organisation. 
  • Du har en ledelsesstil, der bygger på refleksion og samarbejde via dialog.
  • Du er energisk, humoristisk og kreativ med evne til at motivere andre.
  • Du har gode kommunikationsevner, både mundtligt og skriftligt.

Yderligere oplysninger

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Mette Petersen på 30 16 74 78. Du er også velkommen til at sende en SMS, og så ringer Mette tilbage til dig – du kan også få en aftale hvis du ønsker at se indmødestedet.

Samtale

Vi holder første samtale 17. januar 2025. Efter første samtalerunde udvælges kandidater til anden samtale, som finder sted 30. januar 2025. Mellem 1. og 2. samtale skal de udvalgte kandidater gennemføre en personlighedsprofil, hvor der er tilbagemelding og drøftelse den 20. januar 2025.

Søg jobbet

Vi beder dig sende din ansøgning til Favrskov Kommune via favrskov.dk/job senest 12. januar 2025.