Afdelingsleder for mellemtrinnet på Bavnehøjskolen i Hadsten

Her kan du læse job- og personprofilen til stillingen som afdelingsleder for mellemtrinnet på Bavnehøjskolen. 

Denne job- og personprofil beskriver de overordnede rammer for jobbets indhold og udførelse samt forventningerne til kandidaterne. 

Læs også "Når du søger job - generelt om Favrskov Kommune" her

Se Favrskov Kommunes Børne- og Ungepolitik her

Børn og Kultur

Børn og Kultur er bygget op omkring fire selvstændige afdelinger jf. nedenstående diagram:

Bavnehøjskolen

Bavnehøjskolens skoledistrikt består af en del af Hadsten by og et større oplandsdistrikt. Hadsten er centralt beliggende i forhold til både Aarhus, Randers og Silkeborg.

Skolen er fortrinsvis 2-sporet fra 0.- 6. årgang med ca. 250 elever. Skolen består af to afdelinger – indskoling og mellemtrin. Hver afdeling har egne bygninger. Lærere og pædagoger underviser som udgangspunkt kun i én afdeling og er organiserede i selvstyrende årgangsteam.

SFO er et fritidspædagogisk tilbud til børn i 0.-3.klasse. Der er ca. 150 børn indmeldt i SFO.

4.-6. klasse har mulighed for fritidstilbud på skolen. Der er ca. 66 indmeldte børn

Indskolingen er organiseret med udgangspunkt i aldersblandede klasser med elever fra 0.-2. årgang. Der er 5 aldersblandede klasser med 25-30 børn i hver klasse. Teamet omkring hver aldersblandede klasse udgøres af en lærer og to pædagoger og den daglige normering er som udgangspunkt to voksne pr. klasse.

Der er et tæt team- og tværfagligt samarbejde omkring elevernes læring og trivsel, lige som der er et tæt samarbejde mellem dagtilbud og skole om udvikling af overgange.

I perioden 1. marts til 30. juni har vi desuden vores førskolebørn, der kommer fra de omkringliggende børnehaver. Førskoleforløbet drives af personale fra skole og SFO samt personale fra førskolebørnenes børnehaver.

Skolen lægger stor vægt på et positivt og udfordrende læringsmiljø og er især kendetegnet ved en høj grad af faglighed kombineret med god trivsel – både hos elever og personale. I hver afdeling er der et tæt samarbejde, og samtidig er der fokus på overgangene i elevernes skoleforløb. De seneste år er der lagt stor vægt på læringssamtaler i alle led fra elever til forvaltning.

Skolen råder over en lang række ressourcepersoner, som har opbygget specifikke kompetencer og dermed varetager særlige funktioner. Kompetenceudvikling er blevet højt prioriteret, og ledelsen arbejder målrettet med opfølgning på de nye kompetencer, så de bedst muligt bliver anvendt til at fremme elevernes læring og udvikling. Ressourcepersonerne har også en central rolle i forhold til læringssamtalerne.

De kommende år vil der være udpræget strategisk opmærksomhed på:

  • Læringsfællesskaber for alle elever
  • Fastholdelse af et roligt og trygt undervisningsmiljø
  • Kvalitet i undervisning, faglig ledelse og ledelsesfeedback
  • Fortsat udvikling af vores Innovationsindsats.

Personalet består af 37 personer fordelt på lærere, pædagoger og administrative medarbejdere.

Skolen er bygget i 1980 og siden udvidet med selvstændige bygninger i hhv. 1990'erne og 2000'erne.

Fysisk er skolen placeret med skoven og den lokale sportsklub som nærmeste nabo, og undervisningen og de pædagogiske aktiviteter bringes gerne ud i naturen. Vi kendes som en sund og humørfyldt arbejdsplads og skole, hvor vi lægger vægt på bl.a. fællesskab og respekt ofr forskelligheder
    
Forældreopbakningen til Bavnehøjskolen er meget stor.  

Ledelsesrammerne

De overordnede ledelsesrammer

Favrskov Kommune er kendetegnet ved en flad struktur med en høj grad af decentralisering, hvor chefer og ledere har stor handlefrihed og ansvar.

Rammerne for decentraliseringen er beskrevet i et sæt fælles retningslinjer, som er vedtaget af byrådet. Decentraliseringen er et vigtigt ledelsesredskab i bestræbelserne på at optimere resurseudnyttelsen og samtidig vigtig for motivationen hos ledere og medarbejdere.

De fælles overordnede fokusområder for ledelsesindsatsen i Favrskov Kommune fremgår af Favrskov Kommunes ledelsesgrundlag

I Favrskov Kommune samarbejder ledere og medarbejdere om at fastholde og udvikle et sundt arbejdsmiljø og attraktive arbejdspladser.

Rammerne for det gode samarbejde understøttes af et velfungerende MED-system præget af en åben dialog.

Læs mere om MED-arbejdet her

Favrskov Kommune har i en årrække markeret sig som en af de billigst drevne kommuner i Danmark målt i nettodriftsudgifter pr. indbygger. Det stiller særlige krav om en målrettet og resultatorienteret ledelse, som tager initiativ til og understøtter en effektiv og udviklende tilrettelæggelse af opgaveløsningen.

Ledelsesrammerne på Bavnehøjskolen

Skolens ledelse skal understøtte folkeskolereformens intentioner omkring et tæt og udviklende samarbejde mellem lærere og pædagoger for at øge alle elevernes læring og trivsel.

Der skal derfor findes en ny leder for mellemtrinnet med baggrund i dette organisationsdiagram:

Skolens ledelse vil fremover bestå af skolelederen, som er øverste ansvarlig, en viceskoleleder og en mellemtrinsleder.

I ledelsesteamet koordineres skolens drift, og der drøftes emner af tværgående karakter. Der er en ledelsesrepræsentant tilknyttet hver afdeling. 

Skolelederen har ansvaret for at sikre styring og koordinering mellem de forskellige afdelinger.

Overordnede arbejdsopgaver

Afdelingsleder refererer til skolelederen og skal:

  • videreudvikle en fleksibel og udviklingsorienteret skole, klub og SFO i samarbejde med den øvrige ledelse og skolens medarbejdere
  • i det daglige være nærmeste leder for mellemtrinnet
  • være leder for AKT-team og selv løse opgaver i teamet
  • samarbejde om fagfordeling og skemalægning
  • i et begrænset omfang varetage undervisning.

Udfordringer på kort sigt

Afdelingsleder får følgende udfordringer på kort sigt:

  • Deltage i opbygningen af nyt ledelsesteam med nye ansvarsområder
  • Lede og udvikle skoleårets nye årgangsteam på mellemtrin
  • Udvikle og lede AKT-team

Lederprofilen

Uddannelse og erfaring

Du skal som afdelingsleder kunne dokumentere nedenstående kvalifikationer:

  • En relevant uddannelsesmæssig baggrund
  • Ledererfaring eller erfaring med opgaver af koordinerende og/eller ledelsesmæssig karakter.  Herunder erfaring med ledelse og/eller udøvelse af AKT funktioner
  • Lederuddannelse – eller vilje til at gå i gang med en.

Personlige og ledelsesmæssige kompetencer

I forhold til personlige og ledelsesmæssige kompetencer lægges der vægt på, at du:

  • Fokuserer på at nå resultater 
    Du skal i samarbejde med ledelsesteamet være i stand til at lede med bevidsthed om, hvilke resultater, du forventes at skabe.  Du skal løbende kræve feedback på hvilke resultater, du skal nå.
     
  • Finder nye veje
    Du evner at se alternative muligheder, er fleksibel og bidrager gerne til at skabe nytænkende og tværgående løsninger. Du kan bevare overblikket og håndtere relationer i forhold til alle skolens parter. Du kan med udgangspunkt i den eksisterende kultur og Børne- og Ungepolitikken være med til at videreudvikle skolen.
     
  • Kommunikerer klart
    Du er udadvendt og har lyst og evne til at kommunikere med børn, forældre og medarbejdere. Du er en dygtig kommunikator, både mundtligt og skriftligt. Dialog er en naturlig del af din daglige ledelse, også i samarbejdet med skolens ledelsesteam. Du er tydelig, velstruktureret og synlig.
     
  • Skaber motivation 
    Du er empatisk og går forrest med begejstring og arbejdsglæde. Du arbejder anerkendende og bidrager til en involverende og inkluderende kultur, og du har ideer til og erfaring med at fremme trivsel og arbejdsglæde. Du delegerer opgaver i tillid til, at medarbejderne yder deres bedste.
     
  • Arbejder på tværs
     Du ser potentialer og nye muligheder i tværgående opgaveløsninger. Du har fokus på, at der sker en tidlig involvering af relevante parter i processerne for at sikre en fælles retning. Du giver plads til andres meninger og ideer og har gode samarbejdsevner.
     
  • Rodfæstet under pres 
    Du er en robust beslutningstager, som kan holde fast i mål og aftaler – også når de udfordres. Du kan skabe overblik i komplicerede situationer, har økonomisk forståelse og gode it-kompetencer.        

Ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.  

Yderligere oplysninger

Vi forventer, at interesserede ansøgere kontakter skoleleder Bjørn de Place på tlf.  89 64 47 00 eller 30 25 60 93 og aflægger besøg på skolen.  

Tiltrædelse forventes per 1. august 2025

Alle henvendelser vil naturligvis blive behandlet fortroligt.

Ansættelsesproces

Ansættelsesudvalget er sammensat af følgende:

  • Skoleleder Bjørn de Place (formand for ansættelsesudvalget)
  • Viceskoleleder Heidi Olsen
  • Personalerepræsentanter
  • Forældrerepræsentanter
  • Favrskov Kommunes lederudviklingskonsulent Rebecca Abl Jørgensen

Desuden deltager skolechef Karina Corneliussen i 2. samtale.

Ansøgningsfristen er mandag 22. april 2025

Ansøgning, CV og relevante bilag skal sendes via Favrskov Kommunes e-rekrutteringssystem på favrskov.dk/job

Første samtale afholdes torsdag 15. maj 2025

De kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en online personlighedstest mellem første og anden samtale.

Anden samtale foregår onsdag 26. maj 2025